Kirsten Marie Raahauge
Uddrag af Lyngby Her og Der, Kirsten Marie Raahauge.

Fra rapporten Lyngby Her og Der / Her begynder Lyngby – Lyngby i antropologisk belysning, Kirsten Marie Raahauge og Katja Øder hansen, København 2002. Rapporten er en del af et større forskningsprojekt under Kunstakademiets Arkitektskoles Center for tværfaglige urbane Studier (KACTUS).
Kompartmentalisering: Former i byen - et antropologisk blik på byen

Former i byen

Lyngby er langsomt groet. Side om side ligger steder fra diverse epoker med hver sin timbre. Nogle af stederne udpeges af informanterne, som viser dem stor interesse, derfor er der blevet set nærmere på dem for at bestemme, hvilke egenskaber der udpeges som anderledes. Disse steder opfattes ikke som absolut anderledes (digitalt: enten – eller), men som relativt anderledes (analogt: gradueret) end byens øvrige steder. De betegnes her kompartment 1, og det er mestendels den nyere tids steder, fremkommet i en hastig tid og i et planlagt rum. Kompartmentet er planlagt udefra. Det er mange af byens andre elementer også, men de opfattes ofte som lokale og naturligt groet frem, resultatet af flere beslutninger og frem for alt tid, og desuden integreret i resten af byen 2. Der bliver fulgt med i planlægningen og opførelsen af Kulturhuset, det nyeste kompartment, og byens vigtigste kompartment, Lyngby Storcenter, er en vigtig ingrediens i informanternes brug og opfattelse af Lyngby. Kompartmentet er blevet placeret ind i et sted (som Lyngby Storcenter) som resultatet af en planlægningsmæssig beslutning. Mange andre planlagte steder opfattes som uplanlagt groet ud af de lokale betingelser (som husene på Lyngby Hovedgade).

De egenskaber, der karakteriserer de anderledes steder, er, at de er er konstruerede, resultatet af en beslutning, udefrakommende og fysisk afgrænset fra resten af byen 3. De er udskiftelige og sammensættelige som et element (fx legoklodsen). De kan etableres i hast og er betinget af en overordnet, strukturel logik, ikke af den lokale omgivelses logik. De er afgrænsede og krystallinske (der er inde/ude, et digitalt valg i indkøbscentre, mens der er et utal af muligheder i byens vejnet), de vender indad (mod hver sin labyrint af veje), mens byens gader vender udad (mod stadigt nye veje). De er ofte planlagt til at være monofunktionelle som fx indkøbscentret, og prædesignede i funktion såvel som æstetik. Herigennem øver de en kompartmentalisering på den rumlige organisering. De ligner andre kompartmenter andre steder i verden mere end det sted, de placeres (IKEA ved Lyngbyvej ligner andre IKEA mere end det sted, den er placeret). De (på forhånd besluttet og designet, afgrænset og udefrakommende) kan huse non place (monofunktionel praksis og anonymt, serielt samvær), men også steder (flere funktioner og fællesskab) af social karakter. De er resultatet af en almindelig kompartmentalisering af vesterlandske byrum.

I Lyngby eksisterer forskellige former i byen. Det planlagte og det tilfældige, det veldefinerede og det mulige har gestaltet sig på mange måder gennem tiden 4. Her ligger steder, der ikke opfattes som kompartmenter, skønt de har samme egenskaber, som kirken, en gammel model, der fandt vej til mange byer. Den ligger på en høj mellem bondeby og hovedgade. Et nyt kompartment er mere ombejlet, og har ligeledes har fundet vej til mange byer: indkøbscentret. Det ligger nær hovedgaden, og er således ikke (som mange andre indkøbscentre) afsondret gennem afstand, kun gennem muren, der sætter en tydelig grænse mellem inde og ude. Informanternes Lyngby-beskrivelser involverer ofte overvejelser over to temaer: Lyngby Storcenter som både ens og forskellig i forhold til den omgivende by, og Lyngby som en by, der skønt gammel og uforanderlig også er nutidig og i stadig forandring. Byens friareal og bebyggelse har fundet sin form, men omformes også løbende, fysisk såvel som i fortolkningen. De forskellige former i byen og tendensen mod at kompartmentalisere store dele af byen vil blive undersøgt nedenfor.

Vi kan jo ikke udvide os så meget i og med, at der ikke er særligt meget jord mere at bygge på.
Kvinde på 31, arbejder i Lyngby


Det færdigdannede og det foranderlige


Bebyggelsen i hovedgaden 5 har fra begyndelsen været orienteret mod handel og transit, det er den stadig, og det gør den attråværdig. Der er rift om at drive virksomhed i Lyngby. Men at Lyngby er gammel foruden attraktiv, betyder, at der ikke er mange ledige byggegrunde, fx er det et akut problem, at det er svært at finde plads for et nyt plejehjem. De sidste store udstykninger lå mod øst, langs Klampenborgsvej, efter motorvejsudfletningen, fortæller en 52 årig mand:

Altså, noget af det sidste, der skete, det var, at der lå nogle marker på noget, der hed Hvidegård, et ret stort område, hvor man opførte almennyttige boliger. Og der bor i dag, ja, der bor sgu nok en 2 3.000 mennesker. Det er det sidste. Men altså, fremover er det små klatter, du kan finde. Kommunen er fuldt udbygget, og det, der sker nu, det er investeringer. ... Du kan næsten ikke finde en ledig byggegrund tilbage.

Også mod nord, ved det nuværende Sorgenfri Station, var der ledige arealer for ikke alt for længe siden. En informant i 50’erne har set et før og efter i området: “Jeg har plukket kornblomster der, hvor højhusene, Sorgenfri Station, står i dag.” Store arealer kan slet ikke bebygges, de mange fredede og grønne områder tager plads. Foruden den fredede bondeby er også skovene og parkerne, som Sorgenfri Slotspark, urørlige, ligesom slottet, Frilandsmuseet, Sophienholm og kirken er det. Sammen med Lyngby Storcenter er de symboler på Lyngby. Det er de historiske, kulturelle, grønne, kongelige etc. steder (herom se Lyngby Her og Der), der er de vigtige fixpunkter i lyngbyborgernes mentale kort over Lyngby, det er identitetscontainerne, der ikke kan fjernes 6. En 33 årig mand forklarer:

Det er tæt på at være fuldt udbygget. Altså, det er ikke mange grunde, som man kan gå i lag med. Altså, der er selvfølgelig mange grønne områder, men de kan jo ikke anvendes, fordi de er fredede. Og der er jo også det, at folk netop forbinder [de fredede områder] med at bo herude, så der er også et eller andet politisk loft over, hvor meget folk de vil acceptere.

Skønt flere identitetsskabende steder er urørlige, forandrer Lyngby sig uafbrudt. Der kan ikke ryddes karréer eller opkøbes jord, stederne må omdefineres, hvis der skal ske forandringer, for der kan ikke etableres et tabula rasa 7. Det er et generelt by fænomen, som Lyngby i særdeleshed kommer til at inkarnere, fordi det er en by, der aldrig er blevet ændret radikalt. Lyngby har mange epoker indlejret i sig og mange forskellige former for steder, som kan gribe ind i hinanden på nye måder, gamle aflejringer fra fortiden findes over alt. Det betyder, at skønt Lyngby er færdigdannet i kvadratmetermæssig forstand, har området mange strenge at spille på, når nye tider skal inkorporeres med det færdigdannede men også multifacetterede bylandskab som præmis.

Det er sparsomt med nybyggerier for tiden. Der er dog noget under opsejling, som optager de fleste. Kulturhuset er det kompartment, alle snakker om og forventer sig forskelligt af. En 33 årig mand bliver spurgt, om en satsning som Kulturhuset ikke er for stor for byen, det mener han ikke, for Kulturhuset markerer grænsen for ekspansion: “Altså, nu bliver det [Lyngby] jo ikke meget større end det her Kulturhus”.

En kvinde på rådhuset fortæller, at der i planlægningen i øvrigt satses på erhvervslivet, der også satser på Lyngby:

Altså, du vil jo gerne tiltrække erhvervslivet, og det får man jo også gjort. Og erhvervslivet vil jo også gerne til. Nu er det jo ikke industri, vi lægger, altså, det skal man jo ikke forvente sig. Det er hovedkontorer, fordi det er knudepunkt. Deres ansatte har en masse plusser: At arbejde et sted, hvor forretningerne er tæt på. Du kan komme nemt trafikalt rundt, altså hjem, hvor folk nu er bosat. Det tror jeg betyder meget for de mennesker.

Disse få og stramt kontrollerede fremtidsbyggerier er de eneste informant eksempler på nybyggerier, men de bliver til gengæld nævnt flere gange, ofte samtidig med manglen på byggegrunde. Eksisterende steder af planlagt karakter, fx stationen og storcentret, har imellem sig mellemrum af knap så entydig en karakter, smågader, der forbinder, huse, der adskiller, etc. Mellemrummene indgår i en planlægning, men er ikke i fokus. Ofte har de været centrale for bystrukturen, fx var Jernbanevej før en af de store veje, der krydsedes i Lyngby, nu er det en sidegade til hovedgaden. De kan være levn fra tidligere byplaner, som den gamle Assistens Kirkegård, nu under afvikling, beliggende mellem hovedgade og storcenter. Likørstræde i Lyngby spiller denne rolle som mellemrum for en ældre dame, hun synes, det er typisk for Lyngby, altså et symbolsk stærkt sted, samtidig bruger hun det som et tomt sted, et overgangsrum, hvor man træder udenfor kompartmenterne og deres specificitet og tager en pause:

[Kunne du udpege nogle steder, du synes, der var typiske for Lyngby?] Det ved jeg ærlig talt ikke. Jo altså, Likørstræde derhenne, eller hvad den hedder, der ved den lille beværtning og alt det der. Hedder det ikke Likørstræde? Jo, det gør det. ... Der er, det hedder Oasen, en lille kro. Der kan man sidde udenfor der er rart.

Disse tyste mellemrum har potentiale til at blive symbolsk vigtige steder. Deres potentiale ligger i, at de er ude af fokus. Ved ikke at skulle være centrale steder for byen, bliver disse tyste steder nødvendige frizoner. Kompartmenterne er også symbolsk vigtige steder, men deres potentialer er af en anden karakter: de stråler i den bevågenhed, især indkøbscentret får, og er herigennem såvel symbolsk ankerpunkt som praktisk navigationsrum for mange mennesker. Det talende kompartment og det tyste mellemrum er gensidigt afhængige.

Mellemrum defineres negativt (ikke væren til at bebo, transportere sig ad, handle i etc.), det er derfor, de er nødvendige (de repræsenterer en anderledes tilstedeværelse). De er blevet diskuteret i mange sammenhænge og benævnt forskelligt, fx terrain vague, SLOAP, junk space, monument. Billedkunstneren Willy Ørskov beskriver i 1961 terrain vague: “et område dispenseret for betydning, et værdivacuum. Men et område som vil få betydning, hvor en betydningsproduktion hele tiden er på vej, er latent” (Ørskov 1999:100). Videre forklarer Ørskov, at denne betydning kan produceres af planlæggere, men også gennem “de mikroprocesser, som foregår på området, og som ikke er planlagte” (op.cit.). Ørskov foretager en fysisk afgrænsning, der tales om “det område i en bys udkant, som danner grænseområde og overgang til ‘landet’” (op.cit. 96). I mellemtiden er overgangen mellem ‘land’ og ‘by’ blevet indfoldet i byvævet (ang. byvæv, se Sted og Transit i Taastrup (Raahauge in Hansen/Raahauge 2000)), så terrain vagues snarere end at definere den ydre grænse mellem to slags områder er til stede som grænseland mellem vekslende zoner inde i byvævet. I dag optræder terrain vague over alt i byvævet, mellem stederne.

Arkitekter og byplanlæggere opererer med SLOAPS, spaces left over after planning, altså en betegnelse, der (som det er naturligt i et planlæggerfag) tager udgangspunkt i det ikke planlagte ved zonerne. SLOAPS og terrain vagues er overlappende, for så vidt begge begreber dækker zoner, der er negativt defineret, hvis betydningstilskrivninger er latente snarere end manifeste 8. De er i deres vorden, de er “lavkodede steder” (Kirkeby 2001).

Arkitekten Rem Koolhaas (2000) anvender begrebet Junk Space bl.a. til at beskrive den manglende identitet, et overiscenesat rum som indkøbscentret kan få, planlægningen er imploderet og uoverskueligheden efterlader hvide øer af junk space. Det højkodede rum forvitrer og optræder zonevis lavkodet. Denne art zoner kan altså ligge over alt (også inde i planlagte, højkodede zoner som indkøbscentret).

Den amerikanske skulptør og kunstteoretiker Robert Smithson havde øje for dette fænomen i 70’erne. Hans artikel fra 1979 er genudgivet i Lyngby regi i 1982. Bybilledet hed en udstilling på Sophienholm i 1982, arrangeret af den daværende kunstkonsulent Stig Brøgger. I udstillingskataloget (Brøgger 1982) er der flere tekster om og illustrationer af Bybilleder, bl.a. Smithsons. I Passaic monumenter (1982) gennemgår Smithson monumenter i et amerikansk forstadsområde, Passaic. Monumenterne i by og landskabet er fx en bro, en pumpepram forbundet med et langt rør eller seks store rør, der slynger vand fra en dam til en flod. Dette sidste monument omtaler Smithson som “ruiner med modsat fortegn, d.v.s. alle disse nye konstruktioner, der vil bliver bygget i fremtiden. Det stik modsatte af ‘den romantiske ruin’, hvor bygninger forfalder og bliver til ruiner efter at have været bygget, så begynder disse som ruiner før de bliver bygget” (ibid. 46). De objekter, der udpeges som monumenter, er karismatiske, men de besidder også samme latens og usynlighedskarakter, som de tyste mellemrum.


Kompartmentalisering

At steder i byen opfattes som anderledes, ændrer disse steders kraft. Byens dele løftes ikke kun i Lyngby: “Det er næsten enhver provinsby, eller hvad skal man sige, i hver by har de lavet sådan en [løftet] gågade’”, siger kirkegårdsgartneren. Når torve, hovedgader osv. løftes, betyder det samtidig, at de kompartmentaliseres, æstetikken ændres fra det offentlige rums udendørsæstetik til det overdækkede indkøbscenters indendørsæstetik. Som to ekspedienter på hovedgaden siger om gaden: “Det er den udendørs gågade af storcentret”. Gader og torve bliver mallificerede, æstetisk som funktionelt. De mangler blot en overdækning. Denne bevægelse er mod homogenisering af stedet, på kompartmentets betingelse. Samtidig sker der en fragmentering, fordi stedernes komponenter, hvis de ikke homogeniseres (som det er sket for hovedgade og indkøbscenter), ikke længere glider analogt ind i hinanden (som det er sket for indkøbscenter og den omgivende by). Desuden sker der en nostalgisering, fordi de løftede gader, torve etc. ofte i deres arkitektoniske udtryk griber tilbage og benytter sig af henvisninger til fortiden som små brosten (mindre end de oprindelige, og på den vis kitschificerende) og sten trafikpile i belægningen (som om de havde været der altid, monumentale og af sten, et præindustrielt materiale). Som en mand i 50’erne siger om hovedgadens nye belægning: “Det er jo nostalgi. ... For at bevare købstadspræget, har man ødelagt det”. Han er dog ret ene om den mening: De fleste er positivt indstillet overfor den udvikling, byen og gaden gennemløber.

En mener således, at hovedgaden efter løftet “har genereret ... et mere spændende bybillede”, er resultatet af “nogle spændende tiltag”. Er der en længsel efter steder, der forekommer mindre gennemplanlagte i glæden ved de nye nostalgisk løftede steder?

Handelszoner kompartmentaliseres. Lyngby Storcenter er for mange informanter selve vartegnet for Lyngby. Storcentret symboliserer stedet og smitter desuden af på det 9. Lyngby indeholder også andre kompartmenter end storcentret, det er steder, der er afgrænsede og hastigt opførte, men også steder, som ikke kan tilskrives disse egenskaber, bruges og opfattes som kompartmenter, trods deres lange historie eller udflydende form.

Parkeringszoner kompartmentaliseres. Zonerne planlægges i stadigt større afgrænsede arealer. Som en mandlig ekspedient siger:

Der er biler over det hele, og de, der kommer her, i hvert fald her, og skal noget, de holder ovre ved Magasin eller holder ovre på den store plads nede bag storcentret eller nede under storcentret. ... Det er ikke så svært at finde parkeringspladser [som i byens gader].

Den intensive p udhuling af jorden under Lyngbys centrale strøg til parkering er udskilt i et dertil planlagt område, adskilt fra resten af byen gennem betonloftet over dækkene, lignende p kældre over alt på kloden.

Boligkvarterer kompartmentaliseres. Der er, som i andre byer, opstået rene boligkvarterer, som ligner boligkvarterer andre steder og lader sig afgrænse fra den øvrige by. I Lyngbys forstæder er tendensen tydelig, de er i stadigt stigende grad blevet boligområder (‘sovebyer’). Denne udvikling finder sted, efterhånden som handlen fyger sammen i Lyngby, og efterhånden som arbejde, fritid, handel og bolig udgør separate punkter i det smidige byvæv. En 33 årig mand er inde på denne tendens: “Virum er i sagens natur et sted, hvor folk, de tager fra om morgenen, ikke, og kommer hjem om aftenen”. Brugsmæssigt fungerer omegnsbyerne som kompartmenter, men forestillingsmæssigt er de byer af egen kraft, de har en selvfølgelig egenidentitet for deres beboere. Samme informant fortsætter:

Fordelen ved at bo i Virum er jo, at, jeg ved ikke med tilflyttere, men altså, folk, der er født og opvokset i Virum, eller har boet der i mange år, de er bevidste om, at de bor i Virum, ikke. Folk, der bor i Sorgenfri, er bevidste om, at de bor i Sorgenfri og ikke i Virum, ikke. Det tror jeg, man lægger meget vægt på. Og folk, der bor i Brede, som ligger lige ved siden af, de er så bevidste om, at de bor i Brede, ikke. Sådan er det i al fald for dem, der har boet her i mange år. Sådan er det nok knap så meget for tilflytterne.

Byopfattelsen er centripetal, den bærer i sig sammenhængskraft 10, hvor boligopfattelsen er centrifugal 11, den bærer i sig stedsopløsning og behov for relationer til andre steder og mennesker.

Bondebyen kompartmentaliseres. Den blev renoveret for få år siden og er en pittoresk, beboet udgave af Frilandsmuseet, et bolig og oplevelseskvarter, isprængt et par kontorer. Den repræsenterer “bymiljø”, gammeldags, hyggeligt og nostalgisk – efter nogens mening pseudogammeldags: “[Bondebyen] blev lavet med saneringsmidler, så det måtte gøres under et, og i en voldsom og hurtig proces. Så blev bondebyen til en kulisseby”, siger en mand i 50’erne. Den gamle bondeby, der for nogen optræder som “bymiljø”, for andre som “kulisseby”, er kompartmentet, lyngbyborgere og andre kan tage til, for at få en autentisk og gammeldags oplevelse, vellykket eller mislykket 12.

Friarealerne kompartmentaliseres mere moderat. Ofte taxonomiseres grønne områder ‘rekreativt område’ og bruges til sport og fritid, oplevelsesfelter. Men de er blødere i konturen og unddrager sig en alt for kategorisk omgang. Ligeledes med de kulturelle sights i området, fra Sorgenfri Slot til Sophienholm. De er oplevelseskompartmenter, men også svært placerbare og multivokale. En mand på 39 mener endog, at et sted som Sophienholm unddrager sig Lyngby:

Det er nok noget med nogle forskellige ord, der starter forskellige ting op. Hvor Lyngby, det starter nogle ting op omkring shopping. ... Det er meget mere sådan noget med grønt, naturagtighed, guldalder, som kører ind over med Sophienholm der. [Så Sophienholm er mere Nordkøbenhavn end Lyngby?] Nej, altså, det er bare mere poetisk. ... Sophienholm trækker poetisk, det gør Lyngby Gudhjælpemig ikke.

Specialbutikkerne virker modsat, de konnoterer Lyngby og er vigtige både symbolsk som intense steder og socialt som en art tankestreger i byen. De tilskrives en pittoresk, charmerende effekt. Her er der mindre planlagt, mere tilfældigt og også et strejf af luksus. De bryder de kontrollerede, konstruerede kompartmenters ens præg, uden at ødelægge noget. Kædeforretningerne har kompartmentets systemiske orden, specialbutikkerne har den ikke. Nogle er kritiske overfor kædeforretninger, de fleste er positivt indstillet overfor såvel indkøbscenter som specialbutik. Især ser de en fordel i at have begge dele. En kvinde i 50’erne, der handler meget i Lyngby, bruger mest storcentret, måske pga. kulisseeffekten ved de udendørs småbutikker, der omkranser det: “De små forretninger er her endnu, ikke. Altså, det synes jeg er så hyggeligt, ikke.” Pølsemanden er trist over den udvikling, han ser fra sit stade: “Jeg er bange for, at der vil komme til at forsvinde flere specialbutikker og det mere og mere er kædeforretninger, der dukker op.” Han påpeger, at det er en generel tendens, man også kan se i Næstved og Køge. Kædeforretninger gør desuden, som byhistorikeren Jeppe Tønsberg påpeger, at det traditionelle mønster af næringsdrivende, der bor over eller nær deres forretning, er opløst. Også således virker kædeforretninger for en tiltagende kompartmentalisering, mens specialbutikker virker som på en gang vigtige og tomme stedsrester. “Det er kædebutikker de fleste af dem”, pointerer Jeppe Tønsberg, og det gælder for såvel hovedgade som storcenter, såvel ude som inde. Flere informanter aflæser deres by gennem optikken specialbutik-kædeforretning og specialbutikken fungerer som åndehuller med stedskvalitet, bymæssigt mellemrum mellem planlagte kompartmenter og samtidig som kulisse for selv samme kompartmenter. En 39-årig mand peger på netop denne kulisse-egenskab, da han skal indkredse sit ubehag ved Lyngby. Den gør, at han føler sig som gæst, ikke neutral kunde på hovedgaden.


By og kompartment

Fra et vindue i rådhuset nær hovedgaden scanner en kvindelig ansat henover byvævet og dets brug:

Her [som også i fx Brønshøj] søger alle jo op til de områder, hvor der er nogle forretninger. Og det gør du jo også, når du passerer Virum Torv, jamen så søger man derop, det er der, forretningerne er. De ligger jo ikke midt ude i villakvartererne. Og det er jo heller ikke det, folk de ønsker, så kan man jo have fred og ro.

Den tiltagende zoneopdeling i handelsarealer, der fungerer som centrum og by, og boligarealer, der fungerer som mellemrum, finder hun attraktiv, fordi den medfører “fred og ro” for dem, der bor væk fra virakken. Det er desuden en fordel for Lyngby, at handelsstederne ligger tæt:

Jeg personligt synes, det er et plus [at der nu ligger et storcenter i Lyngby], fordi jeg handler de steder. Så jeg synes, det er dejligt, at det hele ligger tæt. Jeg kan godt lide sådan nogle centre. Men jeg kan da godt se, at det kan også ødelægge et bymiljø, men hele Kongens Lyngby ligner jo slet ikke de miljøer.


Kvinden sondrer mellem “bymiljø” og handels og boligopdeling, og hun foretrækker det sidste. Lyngby har for længst forandret sig fra “bymiljø”, en subsistensøkonomisk entitet, til handelsby, et udvekslingsøkonomisk og relationelt sted, og det er godt. Kvinden kan godt lide Lyngby, fordi “det hele ligger tæt”, og fordi hun holder af at handle i indkøbscentre. Kvaliteten ved Lyngby er altså på den ene side bymæssig, byens tætte struktur er tiltalende, og på den anden side handelsmæssig, her er der indkøbscentre. Disse to begrundelser kan genfindes hos mange informanter, den charmerende kulisse og de effektive konsummuligheder er et tiltalende mix, der gør, at mange kører forbi andre handelssteder for at komme til Lyngby. Også i forhold til København er det en fordel, fordi, som pølsemanden siger: “her har man de samme butikker [som i København] koncentreret på et lille område”, og som en af hovedgadens ekspedienter siger, så er der “gode parkeringsmuligheder i centret”. Flere er enige med den kvindelige ekspedient, der siger: “Det [er] selve handelsbyen, der er attraktionen”.

Lyngbys indkøbscenter er ”en magnet”, der trækker mange mennesker, som er glade for at færdes her. Kulturhuset planlægges for at byen skal kunne “følge med” i konkurrencen med de andre store fixpunkter i byvævet 13. Jo mere egalitært og stort byvævet bliver, desto større bliver de kompartmenter, der lægges i de centrale fixpunkter, for at gøre dem mere centrale. De nye bygninger, der satses på, er stadigt større, mens byvævet er stadigt mere forskelsudjævnende. Denne udvikling er i fysisk forstand en opskalering: Større og mere udjævnet byvæv med større og mere prædesignede kompartmenter på de centrale punkter. De stadigt større kompartmenter ligger som byer i byen og byvævet. Fysisk er de afgrænset af en mur som gamle europæiske borgbyer, et element, byvævet for længst har lagt bag sig. Socialt og kulturelt fungerer (og omtales) de som magneter for de forskellige fixpunkter, og der pågår en konkurrence mellem byerne, hvor de, der ikke vinder, går bag af dansen. En mand på 33 siger:

Så er der selvfølgelig planer ude i City 2 om at lave sådan nogenlunde det samme [som i Lyngby: flere og større magneter]. ... Hvis vi skal fastholde vores position som regionalt handelscenter, så skal der ske noget, ikke. Fordi Fisketorvet, der kommer 17 biografer, ikke. Hvad sker der i Ørestaden? ... Broen over til Malmø, alt muligt. Så der skal være nogle flere magneter her i byen, derfor var der ingen vej udenom, er den politiske opfattelse. ... Der er også noget med, at der er ved at blive bygget et biografcenter oppe i Hillerød. ... De har også fået, jeg kan ikke huske, hvad det hedder, torvet deroppe i Hillerød, men det der butikscenter. ... Byen her må følge med udviklingen, som det hedder.


I konkurrencen gælder det om at få flere magneter alias kompartmenter for at kunne beholde positionen som attraktivt fixpunkt i regionen. Flere kompartmenter bliver samlet på færre steder. Kompartmenter tiltrækker mennesker, men kompartmenter tiltrækker også andre kompartmenter, som Lyngby Storcenter tiltrækker Kulturhuset. De fyger sammen 14. Samtidig lukker de små biografer og købmænd i de små satellit knudepunkter. Kirkegårdsgartneren fortæller fx om de små købmænd, at “det har vi ikke noget af mere her, det er helt.. så går man hellere over i centret. ... Det er sådan nogle steder, man kommer, fordi, altså, det bliver man næsten nødt til.” Ansamlingerne bliver større og færre, det er den generelle tendens. En 31 årig kvinde peger på, at der er redningsforsøg i gang. Man er i færd med at løfte de forskellige småindkøbscentre ude omkring i byområderne:

Så har du jo så også områderne, ikke, altså Virum, Taarbæk, de små lokale torv, som man har i byområder, ikke. Og der forsøger man jo også [at skabe bedre betingelser for handel]. Virum Torv har man jo lige lavet om, altså også med belægningen, og skulle prøve at gøre det bedre, ikke. ... Nu prøver man at løfte det hele rundt omkring på pladserne, ikke. Så det ikke kun, altså nu blev hele hovedgaden jo lagt om, ikke.


Kompartmentmangel og oplevelsesmangel

Lyngby lovprises i informantbeskrivelserne, men der er også mangler. Der mangler især p pladser og oplevelsestilbud. Manglen på p pladser finder sin løsning i det kommende store p kompartment, men oplevelserne, hvad med dem? Der fæstes lid til det nye kulturhus, hvis opførelse en lille majoritet ser frem til, en stor minoritet er skeptiske overfor. Her er tale om et oplevelseskompartment, der kan imødekomme mange forskellige behov. De unge mangler forlystelsessteder i byen, de tager af samme grund “ind til byen”, dvs. København. Der er ikke noget discotek, næsten ingen barer og ikke nok biografer. En kvinde på 31 forklarer, at der ikke er nogen på gaden efter 18, “fordi der ikke er nok tilbud”. Videre fortæller hun, at det mest er de unge, der mangler “cafe”, “biografer” og “andre aktiviteter”, mens de ældre medborgere:

De synes, det er fint, fordi der er Dyrehaven, de går ture i, og der er de forretninger, de skal bruge. ... [i Lokal Posten er der hver uge standardspørgsmål til lyngbyborgere om, hvad de bruger byen til, og svaret:] Jamen de går ikke så meget ud og de spiser måske lige de to tre steder, og så er det det, og så er de tilfredse, og så går de tur i Dyrehaven, ikke. Jeg ved ikke, de må ende derude alle sammen.

Mange er inde på sportens betydning for stedet, men kun en, en 33 årig mand, nævner eksplicit stadionmangel og planerne om at skifte det gamle stadion ud:

Hvis Lyngby FC vil noget med deres fodbold, ikke, så skal de have nogle bedre faciliteter, ikke. Derfor har klubben så foreslået, at man udvider stadion til 40 millioner, sådan så de også ligesom kan være oppe på beatet, ligesom de andre store klubber her i området, ikke, AB, Farum, som også vil noget, og Brøndby og så videre.

Stadion i Lyngby ligger i forlængelse af et grønt, parkagtigt område, der danner overgang mellem boligkvarterer og sportsanlæg. En mand på 52 pointerer, at stadion er for mange og forskellige mennesker, “x antal 1.000 daglige brugere”, og opremser forskellige foreteelser i og omkring stadion: superligahold i fodbold, men også svømning, tennis, badminton bueskydning og atletik 15. Enkelte informanter mener, et nyt stadion er under planlægning. Hvor det gamle stadion tjener flere formål, vil et nyt kunne give de mere strømlinede betingelser for store begivenheder 16. Oplevelse spiller en stor rolle for mange informanter, og til hver form for oplevelse kan der konstrueres et kompartment. Stadion skal give plads for sportsudøvelse og for publikum, men rummer også oplevelse, gennem de store kampe, og identitet, gennem fodboldklubbernes ikoniske værdi.

I Lyngby som i mange andre byer er der sket en formforandring fra den blandede by til den kompartmentaliserede by og fra by med omgivende svagere definerede zoner til byvæv med vekslende kompartmenter og mellemrum. Samtidig er kompartmenterne skaleret op. Måske den kompartmentaliserede by blot er en gentagelse af den blandede by – i et størrelsesforhold, der i hverdagen gør byens elementer vanskelige at forstå som blandede: Elementerne er blevet større og der er blevet længere imellem dem. Skønt i princippet ens er der i praksis forskel på lilleskala- og storskala-byen. Kompartment-byen med store afstande mellem kompartmenterne giver en anden form for hverdagsliv, og måske også nye forestillinger om, hvad byen er. Også Kongens Lyngby.

Noter

1 Kompartment er valgt som det (med vilje synlige) konstrukt, der skal beskrive dette form fænomen efter inspiration fra antropologen Niels Fock. Han skriver om forskelle i rumopfattelser i forskellige kulturer, her om forskellen i australiernes og vesterlændinges rumopfattelser: “Kosmologi, den fysiske verden, det sociale rum, de er alle sammenhængende i en monistisk helhed, hvor samme kraft er på spil, en immanent verden. En sådan opfattelse har vi i den vestlige verden for længst forladt, primært i forbindelse med gudsbegrebets transcendentale karakter, men desuden i moderne tid ved en stedse voksende kompartmentalisering af verden i usammenhængende eller usammenlignelige aspekter, kasser eller ’riger’”. (Fock 1994:8). Fock bruger altså begrebet kompartmentalisering til at forklare den sociokulturelle baggrund for rumopfattelse i vesten. Denne pointe søges her udstrakt: Den sociokulturelle kompartmentalisering, der iflg. Fock pågår, modsvares af en rumlig kompartmentalisering, som her søges beskrevet.

2 Sted er et belastet ord (se også Lyngby Her og Der): betegnelse for varierende rumlige forekomster i dagligsproget og begreb i faglige discipliner, der modstilles rum i én kontekst (Greimas’ formelle distinktion, det grænseløse, indholdsløse versus det afgrænsede, betydningsfulde (1974)), non place i en anden (Augés sociale distinktion, det monofunktionelle, serielle versus det polyfunktionelle, gruppeorienterede (1992)) og nu udskilles kompartment som en speciel art sted (en fysisk og tidsmæssig distinktion, digitalt afsondret, hurtigt konstrueret resultat af fa beslutninger versus analogt, integreret, langsomt vokset resultat af flere beslutninger).

3 Se også Et døgn på Rådhuspladsen (Kvaale/Raahauge 2000), hvor ikke kompartmenter men byrum generelt behandles (ibid. 35 81).

4 Taastrup har selvfølgelig også en historie, men den er anderledes abrupt. Som det fremgår af Sted og transit i Taastrup (Hansen/Raahauge 2000), er Taastrups historie præsent blandt informanterne. Men Taastrups historie er knækket. Der er et før og et efter 60’erne og 70’ernes nedrivninger og nybyggerier. I Lyngby er historien kontinuert, hvilket giver en ganske anden baggrund for nutidens by. Denne forskel gør også, at der i Taastrup ofte blev insisteret på, at stedet har en historie, der er længere end den, bygningerne umiddelbart viser (ibid.), mens der i Lyngby ikke tales så meget om historien, i højere grad blot henvises til de historiebærende steder.

5 Hovedgaden er den nye del af Lyngby, set i et historisk perspektiv. Den gamle del af Lyngby, Bondebyen, var subsistensøkonomisk, selvforsynende, mens den nye del baserede sig på udvekslingsøkonomi (hvad den stadig gør), beliggende som den er ved et vadested, folk benyttede for at krydse Mølleåen (Jeppe Tønsberg, byhistoriker, personlig kommunikation 2000).

6 Der er dog undtagelser: Lyngby Hovedgade er ikke urørlig. Gaden er ikke fredet, så gamle huse rives ned her (Jeppe Tønsberg, ps, 2000).

7 Tabula rasa var netop, hvad man fik etableret i Taastrup, hvorfor Taastrup og Lyngby på mange punkter er radikalt forskellige, hvad angår bebyggelse såvel som opfattelse og brug af det fysiske rum, jf. note 4.

8 I arkitekturen er der i disse år fokus på mellemrum af forskellig karakter. Den kulturradikale vision om den gode by er taget op til revision, ideen om visioners nødvendighed ligeså. Konkret afløses det gode sted af SLOAPS og terrain vagues, de anonyme forstadsboligkvarterers tilbagelænede realisme, p pladsens fællesskabskonstituerende potentialer eller (overskuds)jordvoldens skønhed: Steder med mangel på planlagt stedskvalitet, fysisk som sociokulturelt.

9 Lyngby Storcenter spiller således en rolle både metaforisk og metonymisk. Det symboliserer stedet og virker derved som metafor, et billede på Lyngby, og samtidig smitter det af på stedet, hvorved det virker metonymisk, det forstås som del af en helhed, nemlig resten af byen, især hovedgaden. Med denne dobbelte repræsentationskraft er Lyngby Storcenter en ekstremt vigtig komponent i Lyngby, i den daglige praksis såvel som symbolsk.

10 “Folk der bor i Virum, ... er bevidste om, at de bor i Virum”, sagde fx manden herover.

11 “Er du ude i siderne (i forhold til indkøbsstrøgene), jamen, der er enten villaer eller etageejendomme. Så er der ikke mere. ... og derfor søger alle jo op til ... de områder, hvor der er nogle forretninger”, sagde fx en kvinde på hovedgaden.

12 Om Bondebyen også fungerer som kompartment for de derboende er et åbent, men interessant spørgsmål.

13 Kompartmentaliseringen af byen betyder, at byer er døde og levende i tempi. I Lyngby (som i Taastrup (ibid.)) er byen “død” efter forretningernes lukketid. Det er derfor, mange glæder sig til kulturhuset, som vil trække publikum til om aftenen og sørge for ægte byliv gennem kompartmentets tilbud. Desuden vil kulturhuset sørge for, håber man, at Lyngby ikke “går bagud af dansen” i den store kompartment-by-konkurrence med de andre “magneter” i byvævet. Lyngby har handelskompartmentet, nu mangler blot oplevelseskompartmentet.

14 Skønt selv et fremmedlegeme i landskabet, skaber kompartmenter således efterhånden selve landskabet.


15 Stadion er for udøvelse af sport og betragtning heraf (non place), men samtidig fællesskabsgenererende (MacAloon 1984), qua den intense communitasfølelse, sportsbegivenheder ofte genererer (Kvaale i ibid:92ff).

16 Et stadion skal tilgodese sportsudøvere og publikum. I stadigt højere grad konstrueres stadions som store og publikumsrettede, som Parken i København, så mega-events kan finde sted her, en udvikling, der gør modellen ‘stadion’ mere rettet mod oplevelse. Store stadions afgrænser sig tit fra resten af byen og ligner ofte hinanden.



Litteratur

Augé, Marc
1995 (1992) Non-Places – Introduction to an Anthropology of Supermodernity. London & New York: Verso

Brøgger, Stig (red.),
1982 Bybilledet. Udstillingskatalog. Sophienholm, Lyngby-Taarbæk Kommune

Fock, Niels
1994 Med Einstein i Australien. I: Rum. Tidsskriftet Antropologi 30. (red. Dorthe Nyland Sørensen et al.). København. Pp5.13

Greimas, A J
1974 Pour une sémiotique topologique. I: Sémiotique de l’Éspace – Architecture, urbanisme, sortir de l’impasse. Bibliotèque Médiations. Denoêl/Gonthier: Paris. Pp11-45

Hansen, Katja Øder/ Kirsten Marie Raahauge
2000 Sted og Transit i Taastrup – Køgevej og omegn i antropologisk belysning. København. Kunstakademiets Arkitektskole Center for tværfaglige urbane studier (Kactus)

Hansen, Katja Øder / Kirsten Marie Raahauge
2001 Her begynder Lyngby / Lyngby Her og Der – Lyngby i antropologisk belysning. København. Kunstakademiets Arkitektskole Center for tværfaglige urbane studier (Kactus)

Kirkeby, Inge Mette
2001 Mulighedsskyen. I: DK Arkitektur. København.

Koolhaas, Rem
2000 Junk-Space I: Arch+ 149-150. April 2000. (Nærværende tekst er oversat til dansk ved Morten Daugaard, upubl.).

Kvaale, Katja / Kirsten Marie Raahauge
2000 Et døgn på Rådhuspladsen – Københavns Rådhusplads i antropologisk belysning. København. Kunstakademiets Arkitektskole Center for tværfaglige urbane studier (Kactus)

MacAloon , J
1984 Olympic Games and the Theory of Spectacle in Modern Societies. I: (ed. J. MacAloon et al.): Rite, Drama, Festival, Spectacle – Rehearsals Toward a Theory of Cultural Performance. Philadelphia: Institute for the Study of Human Issues.

Smithson, Robert
1982 (1979) Passaics monumenter. I: Bybilledet (red. Stig Brøgger). Pp38-51

Ørskov, Willy
1999 12. Udkanter. ”Terrain-vague” og ”Simple organiseringer”. I: Samlet. København: Borgen. Pp94-106

 

©Blankspace 2004-2006