Kirsten Marie Raahauge
Alternativ udgave af artikel publiceret i Bybilleder, Jordens Folk, Etnografisk Tidsskrift nr. 3, november 2003, 38. årgang (ansv. red. Jakob Krause-Jensen ), København. Kirsten Marie Raahauge.
Landskabelige dimensioner i det århusianske byskab

Ofte, når vi taler om byer, tænker vi på knudepunkter og linier af bygninger og trafik, men byen består også af grønne huller, friarealer og rekreative områder; landskaber i byskabet. Disse landskaber, der får nærliggende matriklers priser til at stige, og deres indvirkning på beboerne af to velhaverkvarterer i Århus, er udgangspunktet for denne artikel. Gennem dette grønne filter vil kategorien ’by’ blive betragtet med fokus på bymenneskers adfærd.

RÅDYRET I HAVEN

”Prøv at se ud af vinduet. Kan du se det? De æder alle skud og knopper. Man kan lige så godt opgive at prøve at etablere en have med blomster, stauder, roser…” . Jeg sidder i en fin, gammel villa i et dyrt villakvarter syd for Århus. Min værtinde har fået øje på et rådyr, der hjemmevant smågumler af hendes haves planter. Det er ikke første gang, jeg hører om denne pittoreske skadedyrsplage her i Skåde Bakker. Den er faktisk ret almindelig i kvarteret, for Skåde Bakker ligger lige i skovbrynet op til en skov, hvor der bor en del rådyr.

ÅRHUS SYD OG NORD
Stedet er Århus, og felten er Skåde Bakker mod syd og Fedet mod nord. Skåde Bakker ligger langs Marselisborgskovene og tæt ved strand, Fedet ligger ud til stranden langs Århusbugten og tæt ved skoven Risskov [Foto 1: Skåde Bakker plade & Foto 2: Fedet plade]. Undersøgelsens overordnede fokus er, hvorledes de to områders beboere bruger og opfatter det rum, de bebor (rummets sociale organisering), her vil den flig af dette forhold blive undersøgt, som belyser byen gennem dens grønne arealer.
Beboerne i begge kvarterer er ret enige om, at en væsentlig grund til deres boligvalg er nærheden til skov, strand og by. Vi befinder os i de mest eftertragtede århusianske villakvarterer og ikke blot de store, gamle villaer er dyre, men også de nyere, mindre parceller, der efterhånden er stykket ud af de engang så store patricier-parkanlæg, koster mange penge.
Det er de landskabelige herlighedsværdier, der gør kvartererne såvel særlige som særligt dyre. De bliver forstået som åndehuller i en ofte travl hverdag, og det vigtige for disse åndehuller er, at de er ’grønne’, det grønne bliver endvidere ekstra attråværdigt, når det florerer i ’byen’.

SKOVE
Ind fra skoven i det grønne Skåde Bakker kommer altså rådyret for at æde af havens vækster. Denne for et vildt dyr så besynderlige bevægelse fra skoven til den indhegnede have har at gøre med den måde, hvorpå de to områder bliver brugt af mennesker, i al fald ifølge en kvinde, der bor lidt højere oppe i bakkerne i Skåde. Vi taler om kvarterets egenskaber, og her er skoven og dens beskaffenhed det store omdrejningspunkt. Det er i den forbindelse, hun kommer i tanker om rådyrene: ”Det er synd for rådyrene; de bliver skræmt væk fra deres vante veksler. Der er for mange mountainbikes, løbere og andre motionister. De ødelægger skovbunden og skoven, og de skræmmer rådyrene væk. Dyrene er nødt til at bevæge sig ind i haverne for at få ro”. Kvindens betragtning er ikke enestående, flere har noteret sig, at rådyrets villahavevaner er forbundet med byboernes skovvaner.
De fleste forstår skov og by som forskellige sfærer, men mange bruger alligevel skoven som en del af byen. Skoven bliver ramme om motion, og hvad enten det sker med løbesko på, på mountainbike, eller spadserende med eller uden hund er skovturene i Skåde Bakker mestendels forbundet med kropskultur. Haverne langs skoven, derimod, bliver i vid udstrækning brugt som landskabszoner, de ligger mestendels stille og øde hen, uden postyr, men med åbne rum og udsigt ud til skoven.
Haverne er en del af den menneskebeboede by, men de bruges ikke særligt aktivitetsorienteret, men derimod diskret og privat. Derved opnås en landskabelig kvalitet; her og ikke i skoven er den dybe, stille ro, som rådyret behøver. Skoven forstås som del af det naturlige landskab, men anvendes intensivt og med mål for øje af mennesker fra hele Århus, og forlenes derved med kvaliteter, der normalt tillægges byen, nemlig formålsrettet aktivitet og virak. Skoven bruges målrettet, bymæssigt, men tænkes romantisk, landskabeligt. Der er forskel på den sociale og den symbolske funktion, skoven tillægges.
Samtidig med at skov og by forstås som to adskilte sfærer med hver deres egenskaber knyttet til sig, er det ret diffuse grænser, der ofte drages imellem de to. I Skåde Bakker talte jeg tit med mine informanter om skovene. Skovenes nærhed var det store, forunderlige ved kvarteret, og jeg kom ofte for skade at sige: ”Det må være dejligt at bo så tæt ved skoven”, men blev omgående korrekset: ”Ved skoven!?! Vi bor i skoven!” Fornemmelsen af at bo i, ikke ved skoven, betyder dog ikke, at beboerne føler sig som ensomme skovmennesker langt fra andre mennesker, men derimod, at skovagtigheden ved kvarteret bliver suppleret med byagtighed. Her er både by og skov, og netop dette diffuse både-og er den store attraktion ved stedet. Her er skovagtigt med byens nærhed som ekstra luksus.
Store dele af Skåde Bakker har et labyrintisk, snoet vejforløb, hvor de fleste sideveje ender blindt. Denne rumlige organisering er også skovens. Skovstiens løb i labyrint og med blindgyder, der tit støder op mod villahaverne, blev ofte kommenteret, en mand fortalte således om stiernes samspil med det sociale; trods de mange brugere, møder man ikke mange, man kender: ”Du kan gå i skoven i timer, uden at møde nogen du kender. Det kan være, din nabo går på parallelstien, men det opdager du aldrig, for stierne mødes ikke, de forgrener sig væk fra hinanden”. Skov som kvarter giver således mulighed for privathed, og selvom der er mange motionister, gør det ikke stort ved det forhold: de fleste er nogen, beboerne ikke kender. Vejenes ens løb i skov og kvarter forstærker altså Skåde Bakkers skovagtige præg. [foto 3: Skåde Bakker, vejnet]

STRANDE
Nordpå, på Fedet, er rådyret ikke nogen gene. Det kan havet derimod være, i form af havgus og en sjælden gang endog oversvømmelser. Det var blandt andet tilfældet under feltarbejdet, på grund af et kraftigt regnskyl, der oversvømmede lavtliggende haver [Foto 4: antropolog på arbejde: oversvømmelse (fotograf Maria Holst)]. Tidligere, før det lille sommerdige, har der været regulære stormfloder, hvor havet gik over sine bredder. Én gang var det så slemt, at oversvømmelsen for flere beboeres vedkommende betød, at de måtte sejle ud og hjem i både. Fra den oversvømmelse bliver især én historie husket: En mand i en af de store villaer langs vandet, dem ”på første parket”, havde en velforsynet vinkælder, der blev oversvømmet. Efter oversvømmelsen fandt han sine flaskerne uden etiketter.
Fedet er som Skåde Bakker et populært og dyrt kvarter, og som i syd er større grunde også her stykket ud i mindre parceller, ofte koteletgrunde. Fedet er for en stor dels vedkommende tidligere sommerhus- og kolonihaveområde, dog med kvarterer af store patriciervillaer længst inde ved byen og langs havet. Stranden og især havet har en beroligende virkning, fortæller mange informanter, som denne mand, der bor et stykke ude ad Fedet: ”Når jeg kommer hjem, lige meget hvor stresset en arbejdsdag jeg har haft, så bliver jeg rolig, lige så snart jeg ser havet for enden af vejen. Det har den samme virkning på mig, hver gang jeg drejer ind på vejen”.
Ansporet af samtalerne i Skåde Bakker, hvor det bebyggede rum tit blev klassificeret som del af skoven, spurgte jeg til forholdet mellem natur og by på Fedet. Her var flere enige om, at der var en skarp grænse: der er strand og der er hav, og det hører til naturens register. Og så er der boligkvarteret, det sociales register. Flere modererede opdelingen, grænsen bliver nemlig overskredet på mange sansemæssige måder, så det er ikke fyldestgørende at tale om en spatial grænse. Grænsen blev til stadighed udvisket gennem i al fald tre fænomeners bevægelse fra den naturlige til den sociale zone: for det første lyset fra, der er anderledes på grund af havet, for det andet lugten af hav og tang fra stranden, af skov i almindelighed som af de ramsløg, der vokser og rådner i Risskov i forsommeren, og for det tredje fuglene, der flyver fra skov og strand ind i haverne: ”Jeg har boet tre steder her i nabolaget”, fortalte for eksempel en kvinde en dag, vi gik en tur i området, ”først boede jeg ud til skoven [Risskov], så boede jeg på bakketoppen, og nu er jeg flyttet ned til vandet. Der er mange forskelle, men noget, der slog mig hver gang, jeg flyttede, var fuglene. Det er så forskelligt, hvilke fugle, der kommer. Jeg savner somme tider skovfuglene, der sad og sang i vores have, selv om jeg er glad for at bo ved stranden, hvor der er så lyst”. Grænsen mellem grønne zoner og bebyggede områder trækkes altså her mere skarpt end sydpå, hvad angår den spatiale markering, men den demonteres samtidig gennem de sansemæssige henvisninger til overskridelserne: fugl, lys, lugt m.m.
Vejenes forløb på Fedet følger en vinkelret gitterstruktur: de fleste villaveje fører ned til stranden fra kvarterets gennemkørende vej og ligger parallelt. Man kan se fra vejens ene ende til den anden. [Foto 5: Fedet, vejnet] På stranden er der tæt trafik af badende om sommeren, og løbende og gående hele året, mens havet giver mulighed for sejlads, fiskeri, dykning og badning. Der er travlt her, og mange informanter påpegede, at stranden har karakter af strøg. En ejendomsmægler gik så vidt som til at udpege stranden som ”der, hvor hele Århus går tur hver søndag for at blive set”. Til forskel fra skovenes forgrenede stisystem er stranden struktureret som et forløb fra a til b: der er godt udsyn, og på strandens brede bane går alle enten frem eller tilbage. Denne rumlige organisering som en etsporet motorvej skaber en promenadesituation. Her flanerer man. Her hilser man på hinanden. Her kan man se hinanden. Også her er det mennesker fra hele Århus, der bevæger sig, men i højere grad end skovens skjul, giver stranden mulighed for tilfældige møder. Strandens såvel som vejenes lige bane er således med til at understrege områdets byagtige karakter.

LANDSKABET I BYEN OG BYEN I LANDSKABET
Villahaverne på Fedet har ikke samme betydning og funktion som i Skåde Bakker. Det kan hænge sammen med, at Skåde Bakker jo opfattes som en del af den landskabelige zone (rådyrene, de store træer, vejene og det kuperede terræns mulighed for sigtlinier trækker skov og bolig sammen), mens man på Fedet snarere tænker boligkvarter og strand som adskilte zoner (hav og strand har netop ikke udløbere i haverne, omvendt er der låger til stranden og badebroer ud i havet i tilslutning til grundene langs vandet). Haverne er følgelig landskabeligt integreret i Skåde Bakker, mens de på Fedet er en del af boligkvarteret. Klinkebelægning i haverne er da også hyppigere forekommende på Fedet end i Skåde Bakker. Der er hække begge steder, men i Skåde Bakker falder hækken ind i landskabet; man kan se grønt bagved, nedenfor eller ovenfor. På Fedet, derimod, hvor der er fladt, standser hækken blikket, og haven bagved ligger uset. Måske har det også at gøre med jordbunden: bakkerne er lerjord med havemuligheder, Fedet er sandjord med mere ydmyge vilkår for væksterne.
Hvor haverne ofte emmer af ro, er skoven og stranden altså præget af virak: Stranden er fuld af flanerende og om sommeren solbadende mennesker, skoven af vandringsfolk og motionister. Kropsligt er der den store forskel på skov og strand naturligvis, at menneskene ved stranden er afklædte, i al fald om sommeren, i skoven påklædte. Netop midt i strandens offentlige rum, isprængt tilfældige møder, trives nøgenhed og kropsopmærksomhed. Det giver en forskel i løssluppenhed, strandens mere uforpligtende og også flirtende stemning kontrasteres af den mere adstadige fornemmelse i skoven. Det understøttes af de to former for social organisering, de rumlige forhold giver: strandens lige streg, der fremtvinger møder og skovens bifurkationer, der frembringer privathed.
De to former for adfærd i landskabet kan genfindes i de bebyggede områder. For det første strandens figur: Byen beskrives ofte som kompleks, og det tilfældige møde med det fællesskab, der opstår, er en figur, der også forekommer i den uoverskuelige by. For det andet skovens figur: Byens mangfoldighed danner mulighed for privathed under formen anonymitet. Anonymitet tillægges ofte storbyen (her færdes mange mennesker, der ikke kender hinanden), fællesskaber ofte mindre byer (her færdes færre, men de kender med større sandsynlighed hinanden). Århus, ”Verdens Mindste Storby”, som turistforeningen kalder den, er stor nok til at kunne danne ramme om anonymitet, men også lille nok til at give fornemmelse af fællesskab. Mange informanter pointerede Århus’ lykkelige blanding af anonymitet og mange tilfældige møder med venner og bekendte. Også de grønne zoner, der ligger i og om byer bliver brugt byagtigt: Det er ikke deres grønhed, der afstedkommer en bestemt adfærd, men deres byhed.

TERRAIN VAGUE, IKKE-STED MED MERE
De grønne områder tillægges egenskaber, der er svære at indfange, men som på den anden side er af afgørende betydning, det har at gøre med ubestemmelighed. I det følgende vil det blive forsøgt at indkredse denne egenskab ved hjælp af en række begreber, der ikke skal bruges til at kategorisere de grønne områder, men til at indkredse nogle af de sociale og symbolske egenskaber, de grønne områder tillægges.
Billedhuggeren Villy Ørskov arbejdede i 60’erne med begrebet terrain vague. Han beskrev terrain vague som områder dispenseret for betydning, men hvor betydningsproduktionen hele tiden er på vej, latent. Det er betegnende for Terrain vague, at Ørskov ikke giver eksempler på det, han fortæller kun, at det er sådanne steder, hvor affald bliver smidt hen, selv om det ikke er nogen losseplads, hvor cirkus og sigøjnere slår sig ned og hvor andet af provisorisk karakter foregår. Planlæggere kan planlægge betingelserne for en sådan vorden, men også ikke-planlagte processer kan føre til den. Ørskov registrerede terrain vague som specifikke for randområder, de områder i en bys udkant, der danner overgang til ’landet’. Det har ændret sig siden. Efterhånden som byen, også Århus, er vokset ud over sine kanter, bliver terrain vague en indfoldning i byen snarere end en omkransning af den.
De landskabelige zoner har undergået samme udvikling som terrain vague: før var de udenom, nu er de indeni. I modsætning til terrain vague har de en stor symbolsk betydning for den by, der er blevet foldet ind i. De landskabelige zoner er en af byens mange slags rum, terrain vague var for Ørskov en anden. De blander sig med andre, for eksempel mere gennemplanlagte og betydningsfastlagte stræk (som Midtbyen), restrum, i arkitektjargon kaldet SLOAP, Space Left Over After Planning (som rabatstykker ved vejudfletninger), mellemrum, der ikke tilskrives megen betydning (som den glemte sidevej) og junk spaces, et begreb søsat af den hollandske arkitekt Rem Koolhaas, dvs. øer i gennemiscenesatte rum, der er imploderet til junk, til felter uden identitet eller intensitet (fx i storcentre). I de gennemplanlagte rum findes naturligvis også ubestemmelighed og vice versa.
Den franske antropolog Marc Augé har i bogen Non-places and Supermodernity fra 1992 behandlet (super)moderne rum, der minder om junk space: non-place. Han skelner mellem steder (places) og ikke-steder (non-places), hvor det sidste betegner storcentre og transithaller, zoner, hvor menneskehavet er anonymt og hvor der kun er planlagt én funktion. Den amerikanske landartist og kunstteoretiker Robert Smithson havde øje for denne modsætning mellem det planlagte og det uplanlagte allerede i 70’erne. Hans artikel Passaics Monuments kan læses i Bybilledet (katalog, der udkom i 1982 i forbindelse med en udstilling af samme navn på Sophienholm arrangeret af maleren Stig Brøgger). Her registrerer han monumenter i et amerikansk forstadsområde, i form af bro, pumpekran etc. Fænomener, der primært betragtes som blot dagligdags og funktionelle, ser han som mulige værker, æstetiske objekter: monumenter. Smithsons monumenter afstedkommer en blanding af formålsløshed og betydningsakkumulation, latens og mangel på overiscenesættelse. Monumenterne og de grønne områder har de egenskaber tilfælles. Blandingen af dette vage, åbne og deres store symbolske betydning gør de grønne områder til noget særligt.
Den åbenhed, skov og strand besidder, er vigtig for byen, der ellers er betinget af mange hensyn. De fleste steder er planlagt med bestemte funktioner for øje: boligkvarterer, vejnet etc. I denne orden har de grønne områder en rekreativ funktion. Den udspringer af deres store fordel: de er indviet til formålsløshed. Blandt andet derfor bliver de nemlig flittigt brugt, altid i fritiden, aldrig i medfør af arbejde: her kan man tage hen, når man skal lave ingenting. Man kan finde ensomhed, eller man kan møde mennesker, men det er underlagt en høj grad af spontaneitet, valgfrihed, tilfælde og kropslig velbehagelighed.
Paradoksalt nok er disse friarealer også meget specifikke og betydningsladede, idet de symbolsk set bliver pejlepunkter i byen og altså grundlag for bedømmelse af kvarterers herlighedsværdi. Desuden er de dobbelttydige på en anden måde: som vi har set det, bliver disse åbne zoner tit anvendt til én bestemt gerning, især motion: løb, cykling, badning, kajakroning etc. Denne monofunktionelle brug af de grønne zoner modsvares af den anden brug: derhen går man, hvis man vil tænke noget igennem, være alene, klare hjernen… denne art vendinger blev ofte brugt om strand og skovs helt særegne kvalitet: her kan du have lov til at være ingenting-og-alting, altså udenfor det sociales rækkevidde. Herhen, til de stærkte besøgte områder er det, man går for at opsøge ensomhed. Denne dobbelttydighed har dog en fællesnævner: Kroppen finder gøremål i motionen, sindet i roen. Her er frirum til at beskæftige sig med sig selv, individet får plads til at strække ud.

INDENI ELLER UDENPÅ?
Rådyret og havet er gæster fra de zoner i byen, der defineres som natur, og de skal blive i deres zone, ellers opfattes de ikke længere som velkomne glimt af noget fantastisk, der er større end os. Hvis de flytter ind i det sociale register, forvandles de til skadedyr og stormflod, der må under kontrol.
Den klassisk europæiske by var klar i sin afgrænsning, i middelalderen ofte omgivet af beskyttende mure, der lukkede naturen ude og byen inde. I dag er de fleste byer hverken omgivet af natur eller industrialismens randområder, terrain vague, membranen før byens kant. Byen er i dag fuld af og økonomisk betinget på grønne zoner, foruden alle de andre øer. Det forandrer forholdet mellem de landskabelige elementer og byen: Før var Århus (og mange andre byer) defineret af en natur-kultur-modstilling. I dag er byen i færd med at vokse, og den er vokset over sine bredder; det gør det svært at definere byens grænse. Byfænomenet er under udvikling hen imod at kunne indoptage enhver modsætning som sin egen vækstbetingelse. I stedet for en modstilling mellem natur og by, ude og inde, er der tale om en by fuld af grønne områder. Det, der før var modsætningen, er nu opslugt af byen, og er endda blevet udslaggivende identitetsgivere. Det er også derfor, man bevæger sig så urbant i de landskabelige zoner, der er indvævet i byen, og som er dens store attraktion: adfærdsmæssigt er der ikke stor forskel på grønne områder og andre slags byzoner. Den store forskel ligger i den betydning, de tillægges: de grønne zoner forstås som ekstremt tiltrækkende områder, den store scene for ensomme stunder, kropskulturens gratis fitnesscenter, men også som ”Naturen”, det, som er større end os selv, og som vi ved er livsnødvendigt for os. Der er en intens og uudsigelig forbindelse mellem menneske og natur, som mange talte om. De var afhængige af at bo så tæt på naturen og af dens virkning på dem. Naturen har effekt på én, den gør noget godt for én. Denne måde at forstå naturens direkte virkning på mennesket er parallel til det, vi i andre samfund kalder magisk tænkning. Her er det blot objekter, ikke områder, der tænkes at kunne indgå i årsag-virkning-relationer til og have effekt på mennesker.
1.000 kr. spørgsmålet er imidlertid, om det er de fysiske størrelser (by, natur, land osv.), der har ændret form, eller om det er vores blik på disse størrelser, der har ændret sig? Eller begge dele? Lige nu og her er det i al fald to forskellige blikke, der findes i de to århusianske kvarterer: Blandingen af landskab og byskab ses som først og fremmest landskab (ved byen) sydpå, først og fremmest by (ved naturen) nordpå.

VINTERBADNING I KLUBBEN OG CAPPUCHINO I GÅRDHAVEN
Langs hele Århus Bugt, i syd som i nord, foregår der en sæsonbetonet aktivitet: vinterbadning. Nogle gør det på egen hånd, de fleste i klubber. Klubberne er forskellige: Ved sydkysten er der et træhus, hvorfra man skal løbe ud gennem brændingen for bagefter at få bad og brændeovnsvarme indendørs. Mod syd ligger desuden en længe af omklædningsbåse ved en badebro med sauna fra 6 til 9. Nordpå ligger ”Den Permanente”, hvor omklædningsbåsene danner hesteskoform, så man kan svømme fra den ene side til den anden i et afgrænset areal. Her er der to saunaer. De mange vinterbadere kan lide sporten, fordi det bratte møde med vandet regnes for helsebringende og vanedannende. Desuden er det hyggeligt at være med i en klub, der har et direkte omdrejningspunkt, og derigennem, altså indirekte, danner ramme om megen social aktivitet. Der forekommer fælles fester, frokoster og ferier, men den basale sociale aktivitet finder sted i hverdagen, i saunaen, hvor man sidder nøgne sammen og diskuterer Århus’ forandringer, dagspolitikken eller gårsdagens tv, som var man fuldt påklædt. Saunaen er socialt set nem at få Anschluss i. Her er et aflukket, opvarmet rum, hvori man skal være en stund efter at have gennemgået ritualet i det iskolde vand. Alle er glade for naturen, og optaget af deres sundhed, et grundlag for social sammenkomst er tilstede. Atter kan en lille forskel bemærkes: sydpå er vinterbadeklubberne ikke særligt institutionaliserede, her bades der bare. Nordpå er der flere ritualer, sammenkomster og koder for badet og samværet, her bades der med bevidsthed om, at der bades. Denne forskel kan måske forstås i forhold til den lille forskydning i forholdet til landskabet i syd og nord; hvor landskabet er det, der indeholder byen, bades der i højere grad bare, og hvor byen er det, der indeholder muligheden for møde med naturen, er det typisk at indramme sin badning som et møde med naturen, man understreger finder sted.
De samme mennesker går så tur om lørdagen, typisk i Midtbyen, hvor de måske drikker cappuchino på en café i en gårdhave, mens de ser på snylte- og krukkeplanter, der danner små, tableauiserede naturstykker i byens midte. Her er der tæt af mennesker og bygninger med mange etager, hvor menneskene bor over hinanden. Motionisterne jogger i en skov langt fra deres bopæl, og flaneurerne promenerer på den strand, de er kørt hen til, imens beboerne af de grønne kvarterer går sig en tur i den tætte by. Byens tæthed er så meget desto mere attraktiv, fordi de kommer fra det grønne – og vice versa, når de vender næsen hjemad efter fridagens udflugt.
De grønne områder og deres forskelligartede brug modsvarer byens virvar og kompleksitet. De bliver brugt på de samme måder som byen (hverdagsrum med mulighed for såvel møde som anonymitet), men de bliver lanceret som byens modsætning (ikke-by-men-landskabszone).
Det landskabelige er sin egen årsag; det er det vigtigste. Mange pointerer også de forskellige sociale mønstre, der følger med, men det kommer bagefter. Netop det, at de ikke er sociale først, gør socialt set byens grønne huller attråværdige: de fungerer friere end så mange andre rum, fordi der er noget andet på færde, som trækker mennesker til, og tvinger rådyret, som det hele går hen over hovedet på, ind i nabohaven.

LITTERATUR

Smithson, Robert. Passaics monumenter. I: Stig Brøgger (red) Bybilledet. Sophienholm. 1982 (1979) .

YDERLIGERE LÆSNING
Algreen-Ussing, Gregers, Lise Bek & Jens Schjerup Hansen. Har de en æstetik? – De kulturelle bevægelsers brug og formning af byens og landskabets rum. SBI-Byplanlægning 71. Statens Byggeforskningsinstitut. Hørsholm 1996.

Algreen-Ussing, Gregers, Lise Bek & Jens Schjerup Hansen. Perspektiv på rum. SBI-Byplanlægning 76. Statens Byggeforskningsinstitut. Hørsholm 1999.

Augé, Marc. Non-Places - Introduction to an Anthropology of Supermodernity. Verso. London & New York 1995 (1992).

Krause-Jensen, Jakob et al. (reds.). Livet på landet. Jordens Folk nr. 4, etnografisk revy, 37. årgang. København 2003.

Raahauge, Kirsten Marie. Århusgrænser – by, kvarter og hjem under antropologisk behandling. I: Urban Lifescape – byrum, livsstil, forbrug / Urban Lifescape – Space, Lifestyle, Consumption. Aalborg Universitetsforlag Aalborg 2003.

Raahauge, Kirsten Marie. Kompartmentalisering. Former i byen – et antropologisk blik på byen. I: Katrine Lotz, Jens Kvorning og Steen Høyer. Udveksling – i landskabets by, Kompendium. Det kongelige danske Kunstakademis Arkitektskole. København 2001.

Raahauge, Kirsten Marie. 2630 Taastrup – Antropologiske undersøgelser af en forstad. I: Forstaden. Byplan nr. 1, 52. årg. København 2000

Ørskov, Willy. 12. Udkanter. ”Terrain-vague” og ”Simple organiseringer”. I: Samlet. Borgen. København 1999.

©Blankspace 2004-2006