Kirsten Marie Raahauge & Katja Kvaale
Del af Et døgn på Rådhuspladsen – Københavns Rådhusplads i antropologisk belysning. Forskningsprojekt for Kunstakademiets Arkitektskoles Center for tværfaglige urbane Studier (KACTUS), Kirsten Marie Raahauge & Katja Kvaale. København 2000.
Faserum og Byforløb

Men jeg har et mærkeligt forhold til pladser, fordi arkitekter er så glade for det, de kalder byrum, men jeg vil gerne sidde ned og hygge mig, og det siger man ødelægger pladsen
- Ældre mand, København


FASERUM OG BYFORLØB
I byforløbet danner Rådhuspladsen overgang eller opholdssted mellem forskellige bydele, urbant, arkitektonisk, brugsmæssigt, stemningsmæssigt, forståelsesmæssigt, på mange måder agerer pladsen faserum, overgang mellem forskellige tilstande og bydele. Desuden er Rådhuspladsen en 'plads' til forskel fra byens 'gader' og 'steder'. Og pladsen agerer 'mødested' på grund af sin placering i byen og på grund af sin kendthed.

Rådhuspladsen er dejlig, bilerne gør ikke noget. De er næsten over det hele. Rådhuset ligger her, og Rådhuspladsen ligger tæt på Strøget
- Dreng, 12, Lolland


Rådhuspladsen som overgangsrum – Rådhuspladsen på ruten

En orden af udtalelser beskriver Rådhuspladsen som opholdssted på en rute. Der er tale om et sted, der forlenes med overgangsegenskaber i forbindelse med ruter gennem byrum. Denne 32-årige libaneser fra Valby, der har boet i Danmark i 15 år, har et rute-forhold til Rådhuspladsen: “Nogle gange kan jeg godt lide at være her. Jeg går tit turen til Nørreport ned ad Strøget, når jeg er inde i byen, med start fra Hovedbanegården over Rådhuspladsen. Det er også det, jeg skal i dag”. Han har sin faste rute, og Rådhuspladsen er et af punkterne, han passerer. De nævnte punkter bærer altså en vis centrumsagtighed og naturligvis en kendthed. Denne københavnske mand i 30’erne går ligeledes igennem Rådhuspladsen men uden definerede ruter. Han pauserer også på den, for eksempel sad han på en bænk, da antropologen mødte ham: “Jeg bruger den faktisk mest til bare at gå igennem. Ind imellem bruger jeg den til at sidde og slappe lidt af og så tænke”. Det samme gælder denne ældre københavnske mand. Når han dagligt cykler sin tur, kører han tit forbi for at sætte sig og få en smøg, fortæller han:

Jeg går ind imellem en tur med konen ... ind i byen. Hun vil altid gerne forbi Rådhuspladsen og sidde lidt og se på det forskellige. ... Bilerne generer ikke spor. Det er godt med lidt trafik, så sker der lidt. ... Jeg er altid kommet på Rådhuspladsen. Mere nu end da jeg arbejdede.

Den næste flaneur, en københavnsk mand på 33, holder af pladsen, fordi den afbryder strømmen af butikker i gågadenettets snævre gader.

Jeg forbinder den [Rådhuspladsen] med et frirum, hvor jeg lige kan stoppe lidt op, når jeg går igennem byen, hvor der er lidt plads til at kigge sig omkring, modsat hvis man går ned ad Strøget og Købmagergade, hvor der er en masse butikker på begge sider. På den måde er det et frirum.


Manden vandrer om i, hvad der ovenfor er blevet kaldt bifurkationer; et gadenet, der deler sig uden at skabe centrum. Rådhuspladsens placering som vigtigt overgangsrum er ikke absolut. Den er relativ og har at gøre med, hvorledes Rådhuspladsen bruges i byrummet. Rådhuspladsens identitet er relateret til de forskellige bydele, den virker som faserum eller overgangsrum imellem. Denne kvinde på 24 kommer fra sit hjem i city og skal ud at shoppe med en veninde. Hun ser klare overgangskvaliteter ved pladsen i forhold til sin rute: “Rådhuspladsen er for mig lig med afslapning og ro. Det er her, man kommer, når man skal køle ned, før man skal videre ud i byen”.
Faserum er betegnelsen for de forskellige former for tilstande, et materiale kan passere igennem. H2O kan ved ændring af temperaturen gennemgå forskellige faser: fra is til damp, gennem flydende vand. Disse faserum, hvor den samme komponent skifter form, kan tjene til billede på, hvorledes informanterne oplever en rute gennem byen med Rådhuspladsen som et vigtigt faserum: Gade – plads – gade, eller vej – plads – gade, eller vej – plads – vej kommer til at være både forløb og faserum, idet der sker radikale ændringer i forløbet, når den vandrende når fra gade til åben plads.
Lévi-Strauss (1958) har argumenteret for, at duale organiseringer ikke eksisterer. Der eksisterer altid en tredie, medierende form:
0-0 0-1-0
I informanternes oplevelse af Rådhuspladsen i byforløbet, kan pladsens rolle lignes ved den medierende tredie instans, mellem to forskellige instanser. Rådhuspladsen kommer altså til at virke som det mellemste faserum i byen, det rum eller den tredie position, der medierer mellem to forskellige kvarterer, to forskellige gader eller to forskellige former for stemning. Rådhuspladsens rumlige liminalitet korresponderer med dens rolle som socialt og mentalt faserum, for eksempel hos denne 20-årige kvinde fra Christianshavn:

Pladsen udskiller sig fra omgivelserne. Det er som om at Rådhuspladsen er en platform, man kan træde ind her, og så står tiden ligesom stille. Man kan sætte sig ned, slappe af, der foregår nogle ting, man kan nyde, for eksempel at se på folk, spise sin mad og så videre. Dernæst kan man træde ud i det pulserende liv igen. Når jeg siger, at det står stille på pladsen, skal det ikke forstås som om, der ikke sker noget på pladsen, det sker bare på en anden måde end på gaderne rundt om. … Det er ikke langt hjemmefra, og nu sidder jeg og soler mig og kigger på folk … Jeg sætter mig lidt udenfor, så er jeg en slags observatør.

Informanten er sig så bevidst, at Rådhuspladsen er udhævet af byens pulserende liv, at hun ligner den ved fysisk niveauforskydning. Pladsen er ligefrem en 'platform', medierende mellem forskellige faserum. På sådanne medierende steder har tilstedeværelse ofte karakter af tilfældighed: Det er ophold-på-vej. Unge hænger ud på pladsen:

Jeg går også igennem den. Altså jeg bruger den heller ikke rigtigt, jo, hvis der er et eller andet arrangement, så kan det da godt ske, at jeg sidder dernede med nogle venner. Men ellers ikke. ... Det er ikke planlagt, men tilfældigt. Så køber jeg blade engang imellem, i den der lille kiosk.

Det tilfældige er en storbyegenskab. Rådhuspladsen indbyder ved sin særlige konstitution til tilfældet i højere grad end byens øvrige pladser og torve. Feltmaterialet indikerer, at pladsen indgyder en stemning af pladsløshed, uerobrelighed, rastløshed og perpleksitet. Kioskmanden sætter sig på pladsen, måske, når han krydser den. Tilfældigheden spiller ind, også når den yngre generation bruger pladsen som scorested:

Pladsen er et mødested, et sted, man venter på bussen, et sted, man kommer til arrangementer og demonstrationer, og et sted, man scorer piger. … Der skulle være flere restauranter og der mangler boder og liv, så man kan komme og høre musik og spise. (Tre mænd, teenagere, ved 7 Eleven)


Men manden herunder har nok de fleste med sig, når han siger, at han aldrig sidder på pladsen. Han udtrykker pladsens rastløshed:

Jeg sidder aldrig her og drikker kaffe eller sidder, her fordi jeg synes, det kunne være hyggeligt med en kammerat eller veninde. Jeg kommer her kun i forbindelse med, at jeg skal fra ét sted til et andet. Ellers bruger jeg mindre pladser, som ikke er omkranset af trafik, som denne her er, den er for larmende til at sidde bare og slappe af på. (Mand, 24, København)

Lige så rig, pladsen er på muligheder, lige så fattig synes den altså på hjemfølelse og hygge. Således kan man sige, at der er lige så mange måder at bruge pladsen, som der er måder ikke at bruge den på. Der er en følelse af hjemløshed blandt de mennesker, der færdes på pladsen. Denne følelse danner grundtonen på pladsen, som ikke lader sig erobre trods, eller på grund af, de mange betydninger, personlige erfaringer, symboliseringer, genkendeligheder og nødvendigheder, den lægger rum til.
Rådhuspladsen er et godt sted for den, som iagttager trends og tidens strømninger. Det er iagttagelsens sted. Fysisk er Rådhuspladsen karakteriseret af storhed og åbenhed, socialt af de mange mennesker, der passerer den. Dette fører i det mentale register til følelsen af hjemløshed, en hjemløshed, der omsættes forskelligt.

København starter her, det eksklusive København
- Kvinde, 30'erne, Roskilde


Gyder og pladser – Rådhuspladsen i flugt
I forbindelse med kulturbyåret i 1996 blev blandt andet kortfilmen ‘Ca. nov.’ produceret (instruktion Steen Møller Rasmussen, 1995). I filmen ses Peter Carlsen og Christian Dahlgård Larsen vandrende på Rådhuspladsen. Pladsen var under omlægning i de dage, hvorfor deres vandring ikke foregår på en stor, tom plads, men i små gyder mellem tuer af byggerod og jordbunker. De to taler om pladser og gyder. De bliver enige om, at de begge er ‘gyde-mænd’ og aldrig kunne finde på at komme på Rådhuspladsen, når den engang står færdig, stor og tom.
Nu står den færdig, Rådhuspladsen, stor, tom og åben og endda uafgrænselig, og danner netop den form for rum, der blev omtalt i kortfilmen: stor og åben i kontrast til gadenettets lukkede, smalle gyde på den ene side, og de store og brede veje, hvis fyldte bevægelighed dominerer den anden side.
Frederik Stjernfelt (1996) sondrer mellem sted, gade og plads i sin fænomenologisk-semiotiske tilgang til byen. Stedet, det er der, man skal hen på sin vej gennem byens løb. Det er “fundamentalt defineret som mere eller mindre permanent opholdssted, afkoblet fra trafikstrømmen. [...] værelser, stuer, boliger, værksteder, kontorer, beværtninger, butikker, anlæg et cetera” (ibid.:14). Hjemmet er således “en af de undertyper”, stedet som kategori giver anledning til. Gaden er funktionel og målrettende, idet det er ad den, man kommer fra et sted til et andet. “Ad gaden transporterer man sig” (op.cit.:16). Gaden er anonym og den er forbindelsen mellem steder, derved har den “en generel komponent” (op.cit.:19). “Pladsen, derimod, introducerer en flertydighed i cirkulationen, i forhold til gadens ensrettede funktionalitet. På pladsen tøver man over for valgmulighederne” (ibid.:19). Denne specifikation er tydelig for den tomme Rådhusplads, mulighedsrummet. Pladsen er der, hvor det generelle blik rammer én, når man kommer der som vandrende, og det er der, byen gennem sine monumenter “grundlægger sig selv”. Den er “byens identitetsgiver” (op.cit.:21), hvilket jo også er fremgået som gældende for Rådhuspladsens vedkommende. I Stjernfelts sondring er pladsen defineret som anderledes end gade, og derved ikke entydig transitkanal fra A til B, og den er anderledes end sted, og derved ikke endemål, afkoblet trafikstrømmen. Pladsen bliver således at forstå som rum for muligheder og rum for det offentlige.
Også Rådhuspladsen defineres mellem gade og sted. En del informanter forholdt sig til denne side af dens 'pladsagtighed'. Nogle koncentrerer sig om Rådhuspladsens umiddelbare omgivelser og den nytteværdi, der ligger i det. Denne glarmester fra indre by er daglig bruger af gadenettet, der omgiver Rådhuspladsen. Han opridser sit syn på plads og brug og eksemplificerer således gaden og stedet:

Strøget starter der og slutter i den anden ende. Vesterbrogade starter der. Det er jo sådan en gennemkørselsgade, H C Andersens Boulevard er en gennemkørselsgade. Og stor og bred. Du skal altså ud til Amager og ud på Nørrebro og ud af byen, så det er svært at lave om. Man skal endelig ikke lave gågader eller stoppe trafikken. Os, der arbejder herinde og kører i biler hele tiden, vi skal altså kunne komme fremad og komme tilbage igen. (Mand, ældre, København)

Han forbinder et sted (sit glarmesterværksted) med andet sted (diverse kunders hjem) ved sin færdsel af gader. Han forholder sig direkte og pragmatisk til gaden som transportkanal mellem steder afkoblet trafikstrømmen. Gadens modus som funktionel og målrettende er det væsentlige for denne bruger af byen. Infrastrukturen er vigtig, en daglig bruger af byen kan ikke leve med ren Tivoli og trafikfri gader. Også denne informant, en 31-årig mand fra Amager, overvejer infrastrukturen, men har ikke så stor viden om gadenettet: “Den [HT-terminalen] har fjernet al mellemtrafikken, der kører mellem Vesterbrogade og så herover til, øh, Østerbrogade, det er det, jeg ved ikke, om det er godt, altså, det, der er selvfølgelig lidt mere ro over Rådhuspladsen som sådan, men om det er godt, det ved jeg ikke”. Østerbrogade eller ej, hvis øst og vest aldrig skal mødes, fordi Rådhuspladsen ligger og fylder, er det et problem for gadens funktionelle og målrettende hensigt.
Hvad pladsen angår, er eksemplet ikke så simpelt. Nogle informanter peger eksplicit på Rådhuspladsens forskellige konkrete valgmuligheder. Hvor én informant vægter for eksempel Strøget og konsum, vægter en anden for eksempel Hovedbanegården og infrastruktur. På den vis optræder pladsen som der, hvor man med Stjernfelt "tøver overfor valgmuligheder" og får oprettet "flertydigheder i cirkulationen", men de informanter er sjældne, der peger på flere af pladsens valgmuligheder samtidig. Rådhuspladsens flertydighed i cirkulationen bliver her illustreret ved flere forskellige informanters pegen på hver sin mulighed ved pladsen, ikke én informants pegen på mange valgmuligheder.
Rådhuspladsens rolle som udvidet pladsrum bliver nemlig især tydelig, hvad angår dens funktion som 'tragt' mod Strøgets snævrere gyder. Sin plads-karakter af valgmuligheder får pladsen blandt andet gennem sin placering som rum-udvidelse mellem Hovedbanegårdens valgmulighed og Strøgets ditto. En ung mand fra Christianshavn, placeret på en bænk på Hovedbanegården, bemærker dette: “I forhold til København ligger Rådhuspladsen sådan set meget godt, fordi det ligger tæt på Hovedbanen og tæt på Strøget, og det er sådan et skæringspunkt, så det synes jeg er ok”. Rådhuspladsen er her en mellemzone, der i denne mands opfattelse vinder sin betydning gennem sin placering. Byforløbet og valgmuligheden giver Rådhuspladsen karakter, ikke pladsen selv. Rådhuspladsen som plads og rum for valgmuligheder defineres som oftest som port til Strøget og indre by på den ene side, Vesterbrogades begyndelse og Scala på den anden side, altså en plads hvorfra man kan vælge middelalderby og specialbutikker eller den nyere bydel og fornøjelseszonen. Pladsens valgmuligheder angår ikke de to andre retninger, nemlig havneløb og Amager på den ene side, mod Ørstedsparken og Søerne på den anden.
For enkelte informanter er Rådhuspladsen degenereret til gade, mulighederne til enstrenget funktion. Kvorning citerer Le Corbusiers diktum “Mort de la Rue!”, for gaden er undertrykkende, den åbne flade er symbolet på frihed, mente Le Corbusier (op.cit.:75). Denne modernistisk-symbolske holdning går for eksempel igen hos næste informant, ikke som manifest idé, men som det beredskab, hvormed han skuffet møder en plads, der er degenereret til en vej. Denne 20-årige mand fra Flensborg dømmer Rådhuspladsen til slet ikke at være pladsagtig: “Der er ikke hyggeligt på Rådhuspladsen: Folk går bare, de benytter den som vej. En plads bør være mere stationær. I stedet for at være stationær, er Rådhuspladsen hektisk med konstant trafik”. Denne evige bevægelse hen over Rådhuspladsen gør faktisk pladsen til en udvidet vej eller gade. Passageaspektet er så stort, at pladsen kun fysisk, ikke brugsmæssigt, er at definere som plads. Den mister sin pladskarakter og får, ironisk nok, karakteristika, der gør den til en gade.
Rådhuspladsen som en plads af valgmuligheder og flertydighed bliver tydelig hos denne 25-årige københavnske mand. Han fokuserer på et aspekt af Rådhuspladsen, der er decideret pladsagtigt, nemlig fornemmelsen af rum, der har samme karakter som såvel Stjernfelts valgmuligheder som Larsens overvejelser over spild:

Byen skal have nogle rum, skal have nogle fripladser, skal have nogle steder, hvor man kan sætte sig ned tilfældigt, og hvor man kan nyde solen og hvor man også bare kan.. ja, men det bliver jo stress det hele, hvis det kun er vejbaner. Vi har brug for rum, vi har generelt brug for flere rum. ... Det synes jeg, byen har brug for generelt, men det er da klart, at den placering, Rådhuspladsen har i forhold til buslinien, i forhold til Strøget, i forhold til Hovedbanegården er vigtig. Den har jo en naturlig og god placering.

Denne fortolkning af Rådhuspladsen som frirum peger på et typisk plads-aspekt, nemlig rummet som det sted, hvor mulighederne findes. Der er større plads for tilfældet, hvor rummet er til det, og bevægelsen ikke kun gadeagtigt rettet fra ét punkt mod et andet. De fysiske omgivelser kommer således til at sætte rammer for sociale muligheder. Men det sociale register kan udnytte de fysiske rammer på kun få og betingede måder, som manden fra Flensborg var inde på, idet han udpeger Rådhuspladsen til at blive benyttet som en vej.
Tilfældet som kriterium for det urbane genfinder man hos Karl Erik Schøllhammer i en analyse af Brasilia (1994). Her forklarer han, hvordan Brasilia efter fineste funktionalistiske forskrifter er konstrueret med store færdselsårer adskilt fra boligblokkene, superquadra’erne, der hver især har de faciliteter, der skal bruges i hverdagen. Der er tænkt på det hele undtagen på “et rigtigt byliv”. Schøllhammer fortæller, at kritikken af byen ofte lyder “Byen har jo ingen hjørner”, “og det er sandt, at hjørnerne er erstattet af rundkørsler, og at fodgængertrafikken er isoleret til de enkelte superquadra’er” (op.cit.: 80). I denne by mangler der naturlige mødesteder, det vil sige pladser og torve. Derfor erstattes det offentlige liv i høj grad af det private, i shopping-centre og i hjem. Og det “fører til følelsen af en generel mangel på ‘urbanitet’” (ibid.). Her mangler centrum, gadehjørner og muligheden for at komme tilfældigt forbi, forklarer Schøllhammer. Han beretter dog også, at det sociale “langt fra er elimineret, men blot struktureret anderledes” (ibid.), og det vil sige på steder, man skal kende på forhånd. Ligeledes ligger der stier af nedtrampet græs ved siden af de retlinede gangstier. “Den sociale offentlighed” mangler med “gaden, hjørnet og pladsen”, derfor kommer det sociale til at optræde på aftalens præmisser (op.cit.: 81).
Man husker måske parret, der diskuterer Rådhuspladsens kvalitet som åbent, udifferentieret rum. Brasilia er et eksempel på det modsatte: Her er der ingensteds plads til tilfældet. Stjernfelt (1997) er inde på det samme: På baggrund af besøg i og beskrivelser af tre amerikanske byer overvejer han konceptet ‘den gode by’. Funktionsdifferentiering opløser byen som et offentligt rum, mens “den geografiske sammenfletning af bolig, arbejde, handel, service, undervisning, underholdning, bystyre, retspleje, gående og kørende trafik og så videre” (op.cit.) holder rummet offentligt og sørger for urbant liv. Derfor skal bilen ikke ud af byen, og derfor skal forskellige funktioner ikke adskilles i byen. Jævnfør også Larsen (1998), som påpeget tidligere i teksten, og Shields (1992), der har undersøgt samme tema med udgangspunkt i “The Shopping-Mall”, Lii (1998), der har overvejet skiftet til konsumkultur og endelig Ovesen (1998) fra arkitektonisk hold.
Bør byens offentlige rum og pladser være urbane i traditionel europæisk forstand, som kollektivt offentlige rum, hvor mennesker mødes, eller konsumorienterede, kvasiprivate rum for opfyldelse af segmenterede funktioner? For de to ved pølsevognen herunder har gyden, alias Strøget, netop den kvalitet, der gør offentlige rum interessante:

K: Jeg kommer mere på Strøget og ikke Rådhuspladsen. Det er kun lige i dag. Langelinie er et vigtigt sted i byen, ikke Rådhuspladsen. Rådhuspladsen er et sted, man går lige igennem, der er ikke noget iøjnefaldende her, det er kun sådan noget forbigående. Strøget, det er København. Langelinie, så ved man, hvor det er henne. Rådhuspladsen, njaah, det er forbigående. Rådhuspladsen er ikke et vigtigt sted, og der er ikke så mange her. Det er mere Strøget. M: Arh, Rådhuspladsen, det ved alle også, hvor er henne. K: Ja, men det er ikke interessant, man går lige igennem. Det er nemmere at sige Rådhuspladsen, det ved alle, hvor er henne. Strøget, der er mere at kigge på. M: Ikke for turister. K: Det kan godt være, men for danskere.. M: Ja, jeg ville ikke sætte mig ned her. Jeg går lige forbi. (Kvinde og Mand, 30 og 29, Haslev)

Byen finder for nogle snarere sin identitet på gyde-niveau end på den tomme plads. I gaden foregår det sociale liv, det følger konsumlivet. Ifølge de to fra Haslev er Rådhuspladsen afgrænset fra Strøget snarere end at danne overgangsrum og sammenhæng. Det er to forskellige former for by, der ikke glider over i hinanden.
Flere roser Rådhuspladsen for at “ligge imellem forskellige gader” i byforløbet. Hvad den af gadenettet definerede centralitet angår, kommer Rådhuspladsens heldige urbane beliggenhed til sin ret hos et par informanter, der sammenligner Rådhuspladsen med Christiansborg Slotsplads. En 25-årig kvinde fra Østerbro mener, at “Rådhuspladsen er mere central end Christiansborg plads, fordi Rådhuspladsen ligger imellem forskellige gader”. Her er det afgørende og pladsidentificerende flertydigheden i cirkulationen. Det samme synspunkt gør sig gældende for englænderen fra Nørrebros vedkommende. Han forklarer, at man ikke kan undvære Rådhuspladsen, for der er “behov for et samlingssted til at protestere og så videre”. Antropologen spørger, om ikke pladsen foran Christiansborg kunne bruges til det, og får svaret: “Nej, den ligger for langt væk, den ligger på en sidegade”. På denne ”sidegade” ligger jo Holmens Kirke, Børsen og senere Christianshavns Torv, i forlængelse af den til den anden side ligger Højbro Plads og Amagertorv, og til tredie side strækker vejen sig mod Kongens Nytorv og Nyhavn. Åbenbart er man alligevel på vej bort fra det centrale og ud i det betydningsløse virvar af sidegader, når man kommer ud mod Christiansborg Slotsplads. Pladsen definerer gadens centralitet, ikke omvendt.
Byens forløb, dens åbnen sig og lukken sig i gader og pladser og gader igen, er oplagt genstandsfelt for fænomenologiske såvel som semiotiske overvejelser. Og som vi har set det både af dette afsnits koncentreren sig om gyder og pladser og af de øvrige afsnits udsagn, fokuserer mange informanter på disse byforløbsforskydninger. Det fænomenologiske aspekt er så stærkt, at det giver genklang selv hos skriftlige informanter (se HT-polemikken på Rådhuset).
Det ideale byforløb, det, man gerne vil vise frem, eksemplificeres af en amagerkansk kvinde først i 30'erne, der venter på sin veninde for at gå strøgtur. Punkt for punkt fortæller hun, hvad der er det vigtige ved sin by. Det viser en byforløbstanke og en repræsentation af den by, hun ville vise til udenlanske venner:

(Ville du vise Rådhuspladsen til udenlandske venner?) Ja, og det har jeg også gjort. Helt klart. Så tager man turen fra Hovedbanen, Tivoli, Scala eventuelt, op ad Vesterbrogade og over Rådhuspladsen. Videre ned ad Strøget til Kongens Nytorv helt ned til Amalienborg. Helt klart. Man ville aldrig undvære at vise dem Rådhuspladsen.

Vesterbro-siden af Rådhuspladsen og Rådhuspladsen danner ét hele og Rådhuspladsen, Strøget, Kongens Nytorv og Amalienborg et andet byforløb. Rådhuspladsen ligger i midten, splittet, mellem de to bydele. Denne splittede plads, en diffus åbning i folks flugtlinier gennem byen, har også en mere stabil og identificerbar karakter, nemlig som det kendte mødested. En taxichauffør i 50’erne holder ved Rådhuspladsen og venter på kunder: ”Rådhuspladsen er … et nøglested, hvor alle skal over, igennem eller ender. Taxi-holdepladsen her kaldes smørhullet, her ved Strøget. Det er bare her, der er stedet”. Denne jobmæssige fordel ved pladsen parasiterer på dens placering i folks mentale kort over byen som det kendte sted, hvorfra man kan forklare vej i forhold til en hvilken som helst rute, blot man kan placere Rådhuspladsen på de vejledtes bykort. Følgelig bruges Rådhuspladsen som mødested:

Det er centrum, det er udgangspunktet for en hel masse. Enten så for at man skal længere ud i København, eller udgangspunktet for nogle aktiviteter, man foretager sig inde i midtbyen. Det er der, man også tit mødes. (Kvinde, 52, Vanløse)

Rådhuspladsen opfattes her som centrum qua udgangspunkt for en videre tur mod "midtbyen". Bemærk, at kvinden både siger “længere ud i København” fra Rådhuspladsen og “man foretager sig inde i midtbyen”, set fra Rådhuspladsen. Det er der, man mødes, for at påbegynde en byrute:

Nu bruger jeg den til – i dag for eksempel har jeg aftalt at mødes med en veninde for at gå på strøgtur. Og så bruger vi den, når vi har været på strøgtur, til at sidde og få et glas kold øl eller sodavand. Inden vi så tager bussen hjemad. (Bliver det Rådhuspladsen, fordi du skal med bussen?) Ja, det er det, fordi Rådhuspladsen ligger centralt – for Scala, for mange af biograferne, for Strøget. Den ligger ligesom midt i det hele. Du har det hele liggende indenfor en rimelig radius, hvis du er på Rådhuspladsen. ... Det ligger så centralt, at det ikke kan blive bedre. (Kvinde, 30'erne, Amager)

Rådhuspladsen er således transformationspunktet for de to, et faserum. En 29-årig kvinde fra København supplerer senere på dagen: "Vi sidder her, går en tur og så ender den her". For hende er Rådhuspladsen ligeledes både begyndelsespunkt og slutpunkt for ruten – hendes tur går i loop.
Mange er inde på Rådhuspladsen som praktisk, for den kendte plads kan bruges i forklaringsøjemed, men det er også en centerudpegende kvalitet ved pladsen. Som de to 15-årige piger fra Hvidovre siger: “Den ved alle, hvor ligger”. Eller en 29-årig mand: “Det er et sted, man refererer til, når mine venner fra Jylland ringer og spørger, hvor min butik ligger henne, så ‘ja, men den ligger lige ved Rådhuspladsen’, så ved alle, hvor det er”. Rådhuspladsen fungerer som hovedreference, når verden skal placeres og forklares, skønt man bor langt borte. Det gælder for eksempel dansksindede fra Flensborg på klassetur i København, der bruger Rådhuspladsens referentialitet: "Vi sidder og venter på vores lærer og resten af klassen … Det er et godt mødested, et sted, hvor man orienterer sig i forhold til resten af byen og et godt sted at opleve København”. Og når den 18-årige studerende fra Kastrup mødes med vennerne på pladsen inden de går på café, kunne man undres over, hvorfor de ikke mødes på cafeen: “Jeg bruger pladsen som et mødested – alle kender den – inden jeg skal i byen, på café og den slags med vennerne”. Praktisk på grund af sin kendthed og kendt på grund af sin praktiske placering i byforløbet; som mødested har pladsen egenskaber, der minder om Hovedbanegårdens berømte “under uret”.

©Blankspace 2004-2006