Kirsten Marie Raahauge
Et rumantropologisk blik på Taastrup forstad. Forstaden, Byplan nr. 01, 52. årg.

Bygger på dele af Sted og Transit i Taastrup – Købevej og omegn i antropologisk belysning. Kirsten Marie Raahauge og Katja Øder Hansen. København 2000. Forskningsprojekt for Kunstakademiets Arkitektskoles Center for tværfaglige urbane Studier (KACTUS).
2630 Taastrup

“Det er det, jeg vil savne mest herudefra, det er, at det er så tæt på hovedlinien her – så man kan komme afsted”, udbryder en 25-årig mand, bosat i Taastrup. Man kommer altså let til og fra Taastrup; et område, som præges af infrastrukturelle aspekter. Taastrup og omegn er bestemt af centripetale såvel som centrifugale kræfter, der berører både hjemfølelse og infrastruktur. Stedet kombinerer signaler af hurtig transport med det, at kunne høre hjemme der. Det er en forstad med både stadens centripetale og forstadens centrifugale elementer.
Taastrup og omegn italesættes ofte som et prototypisk forstadsområde. Gamle landsbyer har undergået en transformation og er nu blot endnu et indslag i det spatialt heterogene bylandskab, Taastrupområdet udgør. Infrastrukturen er skyld i områdets om end ikke genese, så dog vækst. Trafikken passerer uhindret gennem området og aflejrer beboere, huse, lokalt liv. Disse aflejringer er gennem tiden blevet skubbet på vej, området er i stor skala præget af byplanlægning med bygninger fra 70’erne og 80’erne og krydsende veje og motorveje. Taastrup er en forstad, men for dens beboere betyder begrebet forstad så meget forskelligt, og der kan aflæses mange former for sted – og stad – i deres brug og opfattelse af Taastrup.

SPACE OG PLACE
Som sted definerer Taastrup sig i forhold til andre steder: København, andre forstæder, andre byer, naturen og hjemmet. Men somme tider optræder Taastrup også som mellemrum, uden faste identitetsforankringer. Taastrup optræder både som defineret ‘place’ og udefineret ‘space’.
Taastrup som mellemrum eller vagt terræn lader sig se i manglen på overblik over området og fremmedheden i forhold til det hos et par, der har boet et år i Taastrup; de bliver spurgt, om de kender Blåkildecenteret, og han svarer: “Nej, jeg tror ikke, vi har fundet det endnu. Vi får altid reklamer”. De diskuterer lidt, hvor de mener det ligger, uden at nå en konklusion. Parret får tilsendt upersonlige meddelelser fra et sted, de ikke ved, hvor er. De har opgivet at finde rundt i den labyrint, de bebor, og de er i øvrigt ligeglade, beboende et bylandskab, der indgyder følelsen af hjemløshed. Labyrinten er heller ikke nem at finde rundt i for udefrakommende. “Det er svært at finde rundt her, når man kommer i bil, det er meget forvirrende”, fortæller to indremissionske piger, der er kommet til Taastrup i en stor bus. De bliver spurgt, om de kan udpege nogle steder i området, der forekommer betydningsfulde, og henviser til den infrastrukturelle labyrint, det betydningsudjævnende som betydningsbærende. En 49-årig anlægsgartner, der har boet i Taastrup i 25 år, er principielt enig i Taastrups karakter af mellemrum, og det både spatialt – “beliggende mellem Roskilde og København” – , i forhold til generelle kategorier – “typisk vestegnsby” – og i hverdagen – “triviel i deres udbud af forretninger”. Taastrup er et oplagt mellemrum: “Taastrup er sådan en diffus ting midt imellem det hele”. Diffusiteten og mellemrummet kan genfindes hos den fastboende missionær. Han er vært for missionspigerne fra bussen, han er egentlig fra Jylland, men har boet i Odense, før han flyttede til Taastrup: “Taastrup er jo en mellemkommune”, siger han og mener det både sundhedsmæssigt, mellem den lave levealder i Ishøj, Albertslund og Brøndby og den “Whiskybælte”-høje levealder i Vallensbæk, og politisk, og så pointerer han nok engang, at byen ligger mellem Roskilde og Købehavn. Taastrup befinder sig midt i mellem, fysisk, sundhedsmæssigt, politisk, spatialt. Efter at have gjort rede for disse forhold, udbryder missionæren: “Vi har det hele!” Mellemrummet betyder altså her adgang til begge de rum, det ligger imellem. Iøvrigt pointerer missionæren det andet element: Foruden at være mellemrum er Taastrup også identitetsmæssigt forankret, foruden at være udefineret space er Taastrup også defineret place. Missionæren peger på historien som det identitetsforankrende punkt for Taastrup. Fredsaftalen med svenskerne af 1658 “er man meget stolt af herude”, selvom den symboliserer afståelsen af Skåne, Halland og Blekinge. Missionæren fortæller om de vigtige steder i Taastrup, og fortsætter det historiske argument: “Jeg tager udgangspunkt i det historiske. Dels er det præstegården [i Høje Taastrup, stedet, hvor fredsaftalen fandt sted] og så Snubbekorset ude ved Sengeløse”, begynder han, og beretter så om Eskild Snubbe og Hviderne: “Snubbes kone var på vej til godset og undervejs fødte hun en dreng, til minde om ham blev korset rejst”, og om Taastrup, som er afledt af “Thors torp”, om Balders Brønde og Thors Lunde. “Der er mange steder, hvor den nordiske mytologi går igen i stednavnene”. Skønt pegende eksplicit på historien, peger han implicit på et helt andet landskab omkring Taastrup, det hedenske landskab, der i sig bærer markører og navne, som peger tilbage på fortiden og med den primært en anden tro på andre guder. Korset er nok et kristent symbol, men et ‘Snubbe Kors’, sat til minde om en adelssøn, født undervejs fra eet sted til et andet, refererer mindre til kristendom, mere til snubbeslægten og til faren ved det liminale, at være på vej fra et punkt til et andet. Og Taastrup betyder Thors torp, stedet er indviet til Thor, må man tro. Else Trier beskriver i sin bog om Taastrup navnets etymologi; følge hende ‘Thorsteins torp’, altså Thorsteins udflytterbebyggelse. Om det er hedensk eller ej, der bliver peget på et helt andet identifikationspunkt i beskrivelsen af historisk/hedensk kosmologi og landskab.

Lokale rum og forstadsrum
Mellemrum og fixpunkter, vage terræner og identitetsstærke steder, og også identiteten i mellemrummet, forestillingerne om Taastrups landskab slynger sig kniplingsagtigt og det tomme rums meningsløshed er ligesåvel en vigtig del heraf som mellemrummets vigtige rolle som identitetsforankrer. I dette landskab findes betydningsfulde lokale rum, der er ganske tæt ved, men også betydningsfulde rum, der er længere borte; når forstadsrum etableres, er proksemikken elastisk. Det er tydeligt, hvad handel angår. Således beretter to 25-årige veninder om deres indkøbsvaner, og den handel er spredt vidt omkring. På Taastrup Hovedgade foretages en del af dagligdagshandlen, og så kan man gå til kosmetolog og i solcenteret, mens tøj købes i City2, hvor motionscenteret ‘Bodymotion’ også frekventeres. Af og til også Blåkildecenteret, hvor Prima ligger. Men der handles også i København, Roskilde, af og til Ishøjcenteret eller Hundige, og “det hænder en sjælden gang imellem i Glostrupcenteret, ... men kun hvis man er dérudeaf”. Handlen er bestemt af, “hvis man er dérudeaf”, det gælder ikke kun Glostrupcenteret, men hele kvindernes beskrivelse. Den vidtspredte handel er således et epifænomen til den store mobilitet, der er almindelig for Taastrups beboere. Der er en mobilitet og smidighed, hvad afstande angår. Denne egenskab kan forstås som et udslag af proksemisk elasticitet. Og denne forholden sig til fysiske afstande som overkommelige er af stor væsentlighed for en taastrup-borger, ligesom taastrup-borgerens blik på Taastrup er specielt, fordi det er betinget af proksemisk elasticitet. Det elastiske og afstandstolerante er kun muligt, hvor infrastrukturen er tilstrækkelig effektiv og gnidningsløs.
Foruden denne tolerance overfor proksemikken har Taastrup også den egenskab, at både træge og transitagtige kræfter virker her: det træge, statiske, centripetale gemeinschaft-liv leves her og reproducerer, foruden slægter, mønstre, vaner og skikke, men også det transitagtige, centrifugale virker her og danner muligheden for netop den proksemiske elasticitet. Anlægsgartneren forstår sig selv som taastrup-beboer, men fortæller, at han boede i “en af de små landsbyer her i nærheden”. Han ser både det meningsfulde fællesskab i det lille samfund og sammenhængen med det større forstadsområde, og han ser forstadsområdet som både nyt og gammelt, byzone og et arkipelag af landsbyer. Og da han forklarer, at “enhver by vil jo centrere sig omkring pladser, rådhuse, offentlige institutioner og lignende”, ser han de samlende, centripetale fixpunkter, samtidig har han gennem hele sin beretning en underforstået opfattelse af området som centrifugalt, slyngende arbejdskraft, biler og produkter fra sted til sted i kapitalismens tjeneste. Sameksistensen af træge og transitagtige kræfter har den proksemiske elasticitet som mulighedsbetingelse, en egenskab der kan lokaliseres til den sociale og kulturelle elasticitet, de mennesker besidder, der bebor området.

3D
Taastrup er forgrenet og elastisk, forbindelseslinierne gennem mellemrum og steder strækker sig mod nord og syd, mod øst og vest. Men forbindelseslinierne er ikke kun horisontale og to-dimensionale. De strækker sig og forgrener sig også vertikalt, ad motorvejenes slyngninger over hovedveje og s-togenes linier over veje og stier og med disse transportliniers baner over andre forbindelseslinier, afstedkommes et landkort typisk for Taastrup: 3D-landskabet af tunneler og stier. Disse tunneler og stier befærdes med transportmidler, der er langsommere end dem, som bevæger sig i banen over og parallelt, på de motorveje og s-togslinier, der definerer området af stier og tunneler. De hurtige transportårer har defineret området, de vidner om overordnet planlægning, mens de langsommere transportårer er forbindelseslinier mellem restrum og levninger. Hvis de hurtige transportårer henviser til overordnet planlægning, refererer de langsomme bevægelseskanaler til det lokale, det er de sociale og kulturelle mønstre, der manifesterer sig i landskabet, det er menneskene, der aldrig gør som det er blevet planlagt, men altid finder deres egne måder at forstå og anvende deres sted, og etablerer deres eget stisystem i landskabet. Tunnelerne, der jo er planlagte, ikke tilfældigt groet, er en del af dette stisystem, for så vidt de forbinder betydningsfulde rum, etablerer helheder af overskårne arealer. Disse tunneler kan være forbundet med fare. En mand i 30-erne, der brokker sig over, at politiet går hjem hver dag kl 15, forklarer: “Nogle af dem ovre fra Center Pubben i Stationscenteret, efter at de har lukket, så går de med pengene ned under tunnelen der ved stationen og de er også blevet overfaldet af nogle indvandrere dernede. Så står de og venter på pengene”. Og tunnelerne kan være adgangen til natur, en vej til frihed. En pensionist fra Lykkens Vænge svarer på, hvilke vigtige steder, der findes i Taastrup:

Neej, jeg ved sgu’ ikke rigtig. Der er jo mange steder. Hvis man elsker naturen, så gå ned til søen, vi har lige nede ved, hele det område det er friområde, så man kan rigtig gå og hygge sig. Det er et stort grønt område hele vejen igennem og gå igennem de forskellige tunneler, så du kommer hen nogle andre steder og det er altid meget rart. Men det er igen, man skal have en masse tid og før i tiden, da gik min kone og jeg mindst to timer om dagen, så gik vi over på friområdet. Vi tog bilen med og så kørte vi ned til Albertslund, dernede bagved, og så tog vi så stiområdet derfra og så gik vi hele vejen igennem der. ... Ovre ved skoven [er der stisystemer], der er dejligt. Der er fandeme lækkert derovre.

Tunnelen kan være en modstand, der ikke danner passage, men i stedet et rum for sig selv for skræk og fare, et dysforisk investeret rum. Og tunnelen kan udgøre et euforisk investeret rum, en passage til andre rum, nemlig frirum og grønne rum, en forbindelse til stisystemerne. Også en kvindelige pensionist og de to 25-årige veninder beretter om stisystemet til Albertslund, et område af betydelig betydning, “hvis man elsker naturen”. Tunnelerne er skrækombruste, tunnelerne er forjættende, de danner landskaber af en anden karakter end den planlagte, og de stistystemer, der også udgør en del af dette andet landskab, et skyggelandskab, der ikke er så tydeligt i Krak, viser, hvilke steder, der er af betydning, hvor man føler det vigtigt at forbinde sig til. Det er en art kollektive ‘songlines’, der må formodes at være vigtige både, fordi de fører hen til vigtige steder og i sig selv, fordi de er en del af det kollektive, semi-skjulte, fælles landskab. Taastrup i 3D angår især bevægelighed, på motorvejen, men bestemt også på cykelstien.

Landkort, grænser og gøremål
Af alle disse beretninger om Taastrup kan der skitseres et samlet billede af Taastrup. Især er Taastrup både fast og flydende. Dette primære paradox angår det arkitektonisk/fysiske Taastrup. Det faste og forankrende element manifesterer sig i Taastrups bykerne, et stadigt tilbagevendende fixpunkt, og i den mere overordnede og blandt informanterne uomtalte byplanlægning, der søger at give faste rammer til udviklingen af forstadsområdet. Det flydende element finder sin form i den sammengroethed, som er karakteristisk for området, trods planlægning og trods gamle bykerner er forstadsområdet præget af udvikling af en mere vild og ukontrolleret karakter, nogle steder stigmatiseres, andre ophøjes, nogle arealer bliver ubrugte restrum, andre udflugtsmål; områder, der før var fast definerede flyder ud i hinanden. Denne udflydende sammengroethed hænger sammen med infrastrukturen, der er så fremherskende i området, og hvor den tidslige dimension viser sig i sammengroede arealer, viser den rumlige dimension sig i forbindelseslinier, der gør det hurtigt (i tid) at komme fra sted til sted, hvorved stederne synes (rumligt) nærmere hinanden, men herved udjævnes også forskelle mellem stederne. For det faste har at gøre med at sætte og anerkende forskelle, som det også ses i det territorielle/sociale Taastrup. Territorier tilhører forskellige grupper af mennesker, og læses således som faste, og netværk af ‘taastruppere’ bebor bykernen og dens umiddelbare omgivelser, hvorved de danner en fast socio-spatial struktur både rumligt, de bor i Taastrups bykernes nærhed, og tidsligt, de har boet der i generationer. ‘Tilflyttere’ og ‘nomader’ danner et mere flydende socio-spatialt element. ‘Tilflyttere’ er ikke faste som ‘taastruppere’ og danner kontrast til disse netop ved deres mangel på fasthed, forstået som tidslig stabilitet i området, og ‘nomader’ er efter fasthedens målestok ganske upålidelige, de flytter videre, flyder ud til andre områder. Således er der etableret en socio-spatial fast-flydende akse gående fra ‘taastruppere’ over ‘tilflyttere’ til ‘nomader’. Kosmologisk/mentalt oscilleres der mellem det faste og det flydende, mellem ideen om byen og om det særegne sted og ideen om forstaden og om mellemrummet.
Fordi Taastrup er af en sammensat karakter, vekslende mellem fast og flydende, er kortene over Taastrup ikke entydige. Forskellige mennesker danner forskellige kort, og deres forskellige gøremål giver forskellig valør til stederne, ligesom deres overvejelser over området gør det. Flertydigheden forstærkes af den evige bevægelse, infrastrukturen muliggør i forstaden. Bevægelsen gøres af ‘taastrupperne’, som ved, hvordan man navigerer i et forstadsområde, både med naturlig reference til bykerne og med selvfølgelig mobilitet i et vidt område. Bevægelsen gøres også af ‘tilflyttere’, der flytter til – og potentielt fra – , og af ‘nomader’, der blot bor i området for en tid. Og bevægelsen gøres af de mennesker, der ikke bor i området, men farer igennem det ad jernbane eller vej. Disse spatio-socio-kulturelle elementer danner Taastrups forstadsagtighed, men forstadsagtigheden er også dannet af den generelle brug af og forestilling om Taastrup, at Taastrup ikke primært er vendt ind imod sig selv, men lægger tyngdepunktet ude i omgivelsen, i forholdet til storbyen, den er forstad til, til de andre omgivende byer, til regionen. Alle byer er afhængige af andre steder, men den afhængighed, der eksisterer som en selvdefinition er specifikt forstadsagtig. Det er den nye måde, byer etableres på, relativt og afhængigt, ikke som stad, men som forstad. Det genererer et landskab af replikationer, der forskyder sig og danner forskelle, men mindre tydelige forskelle og mere tydelige ligheder end før. Resultatet er en replikativ orden, hvor steder i forstadslandskabet bliver mere og mere lig hinanden. Taastrup er i denne forstand afgjort primært en forstad, men Taastrups særpræg som forstad kan yderligere eftersøges.

OFFENTLIGE RUM / PRIVATE RUM
Som byområde er Taastrup offentligt rum. Hovedgaden er et sådant offentligt rum. Området indeholder også, som alle byer, private rum, som City2. Byen befinder sig altid i en vekslen mellem offentlige og private rum, men der ser ud til at være en tendens til, at byer ændrer sig fra at bestå af i højere grad offentlige rum til i højere grad private rum, en tilstand, der ofte sættes i forbindelse med det postmoderne. Det offentlige og det private manifesteres i forholdet mellem by og hjem, hvor hjemmets store betydning som individuel base mindsker byens betydning som alles sted og potentielt rum for fællesskab, også videoens rolle som Leitmotif for mange er en del af ‘hjemligficeringen’, filmen ses netop ikke idet offentlige rum, biografen, som et par i tyverne siger: “Vi lejer gerne en film i stedet for [at se den i biografen i City2] og ser den derhjemme”. De bevæger sig ud i det offentlige rum, i al fald for at hente videoen hjem: “Vi kommer [på Hovedgaden] for at leje video, men ellers faktisk ikke”, og når det offentlige byrum ikke bliver brugt særlig meget, er der tilsidst ikke noget offentligt byrum at bruge.
Også private rum af mere kollektiv karakter er af betydning for byens offentlige liv, det er de rum, der er privat ejede og derfor private af natur, typisk konsum-steder. Fra det 19. århundredes stormagasiner og åbne arkader har disse private konsum-steder forandret sig til centre, lukkede malls og amusementparks. Denne udvikling finder også sted i Taastrup og omegn, som det ses af City2 og alle de andre centre. Byen som mulighedsbetingelse for fællesskab, forlægges til disse steder efterhånden som færre og færre steder af offentlig karakter opsøges. Byen som offentligt rum er blevet trængt, de offentlige rum er under transformation til andre former for steder, private steder, der er kontrollerede og konsumorienterede, afløst af ubrugte eller ubrugelige ikke-steder, som ofte er relateret til trafik, fx veje og parkeringspladser. I Taastrup lader det til, at Medborgerhuset af mange opfattes som en anakronisme, et hus, der danner sindbilledet på den traditionelle bys fællesskabssøgende og offentlige karakter, men som ikke svarer tidens private rum. De unge, som medborgerhusets personale klager over aldrig viser sig, går på discotek eller bar i stedet. Og Hovedgaden er der mange, der gerne ser omdannet til en “løftet” Køgevej, især butiksindehavere som denne mand i 50’erne:

Så bliver der ikke kantsten og alt sådan noget, så bliver det een stor belægning, som vi får ud fra væg til væg og ... helt andre belysninger og en helt anden træbeklædning og alt sådan noget ... så kan de meget bedre sætte deres restaurationer ud på gaden om sommeren og sådan noget, ikk. ... Der bliver sivegade, altså man laver to kørebaner, man laver et fortov, eller man laver en fortovs-, man laver en markering med sådan nogle pendler, man sætter ned i jorden og så, dem sætter man sådan her ned med noget belysning på, ikke så store, men altså, og så her, der kører bilerne, så kommer der træer i midten... og parkeringspladser herude, ligesom en allé med træer i midten... Og så bliver der ensrettet den vej og ensrettet den vej i to kørebaner og så bliver det et skråplan ud i eet med hinanden...så har man lov til at bruge lamper eller nogle bænke, der er foreslået i dette her projekt til at bruge...men man ser her rundt omkring og alle steder, hvad de tager og laver af renoveringer og restaurationer og sådan noget, det holder altså på småkunderne. og også oplandets har lyst til at køre ind og handle.

Denne art beskrivelser har mall’ens og amusementparkens karakter. Ligeledes City2 bliver prist for sine amusement-kvaliteter. Disse former for steder er karakteriseret ved større grad af kontrol, konsum og private interesser end den ‘offentlige’ by, der trænges i baggrunden.
Ændringerne i forholdet mellem det offentlige og det private ses også i kommentarer om politiets korte tilstedeværelse i bybilledet, der bliver grunden til det private vagtværns optræden. Hvad politiet angår, er Taastrup kun en offentlig by til kl 15. I Medborgerhuset er der af og til besøgende ved arrangementer, der er kun fuldt hus, når der er enkeballer, og når musikerne er lokale, fordi de medbringer deres eget publikum af venner og familie, et privat bal i et offentligt rum. Også på den private bar viste det sig, at de mennesker, der sad om baren, klædte sig privat, i fx joggingtøj, først på aftenen, det var først efter 22, da den levende musik gik igang, at jakkesættene med deres mere formelle og dermed i nogen grad offentlige signal entrede det private rum. En informant, der, som en af de eneste, lader en offentlig scene spille en rolle, er vor ven anlægsgartneren, som taler om det politiske felt. Men her står det sløjt til, fortæller han os. Mange er sofavælgere, og næsten ingen direkte aktive. Taastrup er en forstad og også en soveby. Når det offentlige rum eksisterer, bliver det brugt, ellers er det de private rum, hjem og center og restrum, som stisystemet til Albertslund, der anvendes.

KONTROL / TILFÆLDE
Byer skaber ved deres spatiale struktur og deres rytme en høj grad af forudsigelighed, megen adfærd er standardiseret på forhånd, bragt under kontrol og jo flere steder, der bliver ‘mallificeret’, desto større er kontrollen. Men også tilfældet har sin plads i byen, det uventede kan ske, det er umuligt at forudsige, hvem, man møder på næste gadehjørne. Tilfældighedsaspektet accentueres af de mange tilflyttere og nomader. En kvinde på 27, som ikke vil blive i Taastrup, siger, at “det var lidt tilfældigt, at vi havnede i Taastrup”, og “det var helt tilfældigt”, at de valgte det hus, de bor i. To fastboende fortæller, at de møder gamle klassekammerater på et værtshus på hovedgaden, og de nyder den viden, at de dér ved, at de – ved et tilfælde – vil møde mennesker, de kender, et kontrolleret tilfælde. En 50-årig kvinde mener, at Høje Taastrup er som Brasilia, en by, der netop er defineret ved sin planlægning, dette kontrollerede aspekt tillægges Høje Taastrup, så Taastrup i modsætning hertil kan indtage en mere afslappet positur.

KARISMA
Som forstad er Taastrup præget af stor gennemstrømning og mange tilflyttere, “omkring storbyerne, ... der er mere gang i den”, som anlægsgartneren siger, men også af stor rodfæstethed. Der er mange, der holder meget af Taastrup, “Taastrup er min by”, siger en 25-årig kvinde, der pointerer, hun er “mor til en 5. generationstaastrupper”. Men ikke mange finder karakteristika, der er signifikante for netop Taastrup. Kvinden fra Lyngby, altså ikke fra Taastrup og måske derfor pointerende denne mangel på karakter, beskriver Taastrup som “ret almindelig”, der er “ingen stemning”. “Jeg synes ikke, den er hyggelig eller har atmosfære. Der er heller ikke gjort så meget ud af det”, siger hun og senere: “Og jeg synes ikke, der er noget, jeg vil sige om, aha, nu er vi i Taastrup. Det er vel nok dejligt. Der er sådan en særlig atmosfære. Det er der ikke…det kunne lige så godt være et andet sted i Danmark”. Hun konkluderer: “Hvis jeg endelig skulle sætte mig ind i en bil eller et tog, så kunne jeg nok tænke på andre steder at tage hen”. Anlægsgartneren mener, der er “grimt”, en naturlig følge af “grimhedens århundrede”. En 27 årig kvinde, der nylig er flyttet hertil og ikke regner med at blive boende, er mindre kritisk: “Men jeg synes da ikke, at det er så slemt, som jeg havde regnet med. Og folk er flinke og dejligt usnobbede”, påpeger hun. Taastrup forlenes ikke med karisma, men med venlighed. Stedet er et sted at holde af trods sin mangel på karisma, for det er et sted, der medierer. Som en pige på 13 siger, er det Taastrups charme, at her “sker meget, men ikke for meget, der er mange mennesker, men ikke for mange”, og som moderen til den 5. generations taastrupper siger, “småt er godt”, og hun håber, Taastrup ikke forandrer sig til noget større eller mere uoverskueligt.

LOKALT & GLOBALT
Taastrup er forbundet med sine nære omgivelser, men også med fjernere regioner. Det globale væves ind i det lokale, når der hos ‘Tinas Pølser’ handles virtuelt, indtil for nylig gjalt skiltet “bestil din mad på internet”, desværre var der for mange falske pølse-bestillinger, så nu foregår bestillingerne kun pr fax, fra en menu hentet fra deres web-side. Tinas Pølser handler lokalt, men kommunikerer gennem et globalt medie. Desuden er Taastrup, som flere er inde på, “et parabolområde”, og herigennem globalt forbunden. Parabolforbunden med den store verden og medierende de værdier, der er vigtige i den lille, Taastrup optræder også som et ydmygt sted. Moderen med barnet bliver beæret, da hun hører om nærværende undersøgelse af netop Taastrup, “så findes vi for andre!”, som hun overrasket konstaterer.
Taastrup er et område af centrifugale og centripetale kræfter. Missionæren overvejer disse kræfter og kalder Taastrup “et randområde”. Det gælder også for Hedehusene, men det ligger mere mod vest og orienterer sig derfor mod Sjælland, i Taastrup, “her er man sig selv, man er Købehavn, man orienterer sig indad”. Taastrup er et randområde, der både peger ind mod sig selv og ud imod verden. Samtidig med det centripetale, en orientering indad, eksisterer altså det centrifugale, en orientering udad mod København og mod landet. Missionæren får det sidste ord: “Det er ude på landet, for mentalt, så tænker man udad og ikke indad.”

©Blankspace 2004-2007